Rapportering

Rapportering om bæredygtighed er et felt i hastig udvikling. Her på siden får du en introduktion til området og mulighed for at danne dig et overblik over de begreber og forkortelser, der ofte bliver brugt på området inden for bæredygtighedsrapportering. 


De nuværende regler for rapportering om bæredygtighed er indarbejdet i årsregnskabsloven § 99 a. Her står det forklaret, hvad virksomheder skal redegøre for i forhold til samfundsansvar. Det indebærer en redegørelse for virksomhedens arbejde med miljøforhold og reduktion af klimapåvirkning, sociale forhold, personaleforhold og respekt for menneskerettigheder samt bekæmpelse af korruption. § 99 a bygger på EU-direktivet ved navn Non Financial Reporting Directive (NFRD). EU har i 2022 vedtaget et nyt bæredygtighedsdirektiv, Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD). CSRD kommer til at træde i kraft i stedet for NFRD.

Ikke-finansiel rapportering, som rapportering om samfundsansvar blev kategoriseret som, foreslås i CSRD at blive betegnet som bæredygtighedsrapportering. Der ønskes en ligestilling mellem bæredygtighedsrapportering og finansiel rapportering, hvortil der bliver argumenteret for, at betegnelsen “ikke-finansiel rapportering” ikke er fyldestgørende, da bæredygtighed har en finansiel betydning for virksomheder.

Indtil CSRD bliver implementeret i dansk lovgivning, er det de nuværende regler i § 99 a, der er gældende. FSR – danske revisorer har udarbejdet en tjekliste til de nuværende regler for redegørelse for samfundsansvar. Tjeklisten kan både benyttes af revisorer som kontrolværktøj og af virksomheder som arbejdsværktøj.

Læs mere om tjeklisten til redegørelse for samfundsansvar efter årsregnskabslovens § 99 a (regnskabsklasse C-stor og D).

Del til: