Advarsler og eksklusioner
Ifølge foreningens vedtægter punkt 6 kan bestyrelsen beslutte at udstede en advarsel til et medlem eller ekskludere medlemmet af foreningen.
Advarsler og eksklusioner offentliggøres årligt i ledelsesberetningen i FSR – danske revisorers årsrapport.
I regnskabsåret 2023/2024 var antallet af indstillinger fra Etikudvalget til henholdsvis advarsler og eksklusioner følgende:
- Advarsler: 6, heraf har 2 efterfølgende meldt sig ud.
- Eksklusioner: 4.
En eksklusion medfører, at medlemskabet for såvel medlemmet som for medlemsvirksomheden (hvis medlemmet er indehaver af den godkendte revisionsvirksomhed) ophører.
En advarsel indebærer, at hvis medlemmet på et senere tidspunkt inden for en periode på tre år gør sig skyldig i gentagelse af forhold, som medlemmet allerede er idømt en bøde for i Revisornævnet, eller i andre forhold, der selvstændigt ville kunne medføre tildeling af en advarsel, vil bestyrelsen vurdere, om medlemmet bør ekskluderes af foreningen.
Proces for behandling af advarsler og eksklusioner:
Sekretariatet i FSR – danske revisorer overvåger Revisornævnets hjemmeside for at udsøge sager, der skal behandles i Etikudvalget.
Sager, hvor et medlem er blevet idømt en bøde på mere end 100.000 kr., eller hvor der er tale om et medlems tredje (eller mere) kendelse inden for en periode på 10 år, skal behandles i Etikudvalget for at afgøre, om kendelsen bør have en konsekvens for medlemmets medlemskab af foreningen.
Såfremt udvalget beslutter, at medlemmet bør indstilles til enten en advarsel eller eksklusion, udarbejdes indstillingsmateriale, der sendes i høring hos udvalget.
Efterfølgende sker en skriftlig høring af medlemmet (ca. 10-14 dage) om den påtænkte indstilling til advarsel eller eksklusion. Her kan medlemmet oplyse om forhold, der ikke fremgår af de enkelte kendelser, som Etikudvalget bør kende til, eller anden information, som medlemmet mener, at Etikudvalget bør tage i betragtning ved beslutning om indstilling til bestyrelsen.
Efter høringen orienteres Etikudvalget om de eventuelt modtagne bemærkninger, og udvalget beslutter, hvorvidt bemærkningerne skal medføre en ændring i indstillingen eller ændringer i affattelsen af indstillingsmaterialet.
Sagen forelægges derefter for direktion, sidenhen bestyrelsens forretningsudvalg og til sidst bestyrelsen, der træffer endelig beslutning. Det bemærkes, at bestyrelsen ikke er bundet af Etikudvalgets indstilling. Det vil sige, at bestyrelsen både kan beslutte at skærpe og at lempe i forhold til Etikudvalgets indstilling.