04. oktober 2024
Tid til at beskytte REVISORtitlen
Når man ringer til en revisor i dag, kan man faktisk ikke være sikker på, at det er en rigtig revisor, der tager telefonen. I dag er revisor nemlig ikke en beskyttet titel, og alle kan i realiteten kalde sig revisor.
Lone Strøm
Administrerende direktør
Af Lars Kronow, formand for FSR – danske revisorer, og Lone Strøm, administrerende direktør i FSR – danske revisorer.
Når man ringer til en revisor i dag, kan man faktisk ikke være sikker på, at det er en rigtig revisor, der tager telefonen. I dag er revisor nemlig ikke en beskyttet titel, og alle kan i realiteten kalde sig revisor. Det gælder bogholderen, økonomen, ja selv kioskejeren henne på hjørnet kan kalde sig revisor. Det kan man med rette undre sig over. Særligt når man tager i betragtning, at fagtitler som bandagist, optiker, sygeplejerske, politibetjent, advokat, fysioterapeut, psykolog er beskyttede jobtitler.
Problemet forstærkes af, at der jævnligt dukker sager op i pressen, hvor en person, som kalder sig revisor, men reelt ikke er rigtig revisor, har svindlet eller bidraget til noget kriminelt. Det siger sig selv, at den slags omtale er skadelig for revisorbranchens image og anseelse. Det skader også de virksomheder, der ikke får den ydelse og kvalitet, de troede, de havde bestilt. Og i sidste ende er det med til at underminere det tillidssamfund, som er forudsætningen for vores vækst og velstand.
Både Berlingske og Dagbladet Børsen har for nylig sat fokus på problemet og fremhævet nogle af de svindlere, der under falsk varebetegnelse bidrager til at skabe mistillid til vores branche. Det hilser vi velkomment. Det skaber mistillid hos virksomhederne, når brodne kar og personer uden den relevante uddannelse kan slå sig op på at være revisorer. Og det skaber usikkerhed hos investorerne, kreditorerne og andre, der bruger regnskaberne til at navigere efter, og som netop søger den tillid og sikkerhed, der er forbundet med at benytte en godkendt revisor.
Vi er i dag kun cirka 3000 godkendte revisorer i Danmark. Det, der kendetegner os som gruppe, er, at vi har gennemgået en lang videregående uddannelse. Vi leverer tillid til over 200.000 selskabers regnskaber hvert år. Vi har strenge krav om løbende efteruddannelse, og så er vi underlagt et omfattende tilsyn og kontrol af vores arbejde. Summen af disse faktorer er det kvalitetsstempel, som kunderne får, når de går til en godkendt revisor. Men værdien af kvalitetsstemplet er uklar. Derfor mener vi, at tiden er moden til at beskytte revisortitlen på lige fod med advokater og andre brancher.
Erhvervsminister Morten Bødskov (S) anerkender i en kommentar til Dagbladet Børsen, at det er vigtigt at kunne have tillid til sin revisor. Han fremhæver, at det i dag er muligt at tjekke det offentlige register over godkendte revisorer og revisionsvirksomheder. Og han henviser til, at titler som statsautoriseret revisor, registreret revisor og godkendt revisor allerede er beskyttede titler. Det er vi ikke uenige med ministeren i, men det nytter bare ikke noget, når der er rigtig mange kunder og andre brugere, der ikke kan kende forskel på en godkendt revisor og en ikke-uddannet.
En ny undersøgelse blandt et udvalg af investorer herhjemme viser fx, at mange investorer har problemer med at skelne en godkendt revisor fra en ikke-godkendt. 8 ud af 10 investorer siger i samme forbindelse, at det er vigtigt for dem, at de kan skelne imellem en godkendt og en ikke-godkendt revisor. Og over halvdelen siger direkte, at de ikke har tillid til ikke-godkendte revisorer. Det er klar tale og viser med al tydelighed, at beskyttelsen af revisortitlen ikke er for revisorernes skyld, men derimod er for erhvervslivets skyld, for investorernes skyld, ja for hele samfundets skyld.
Derfor ønsker vi, at det skal være lettere at skelne imellem en godkendt revisor og for eksempel en bogholder eller en anden, der bruger titlen, men som ikke har uddannelsen. For virksomhederne er det helt afgørende, at de kan stole på deres revisor, og at der er tillid til de erklæringer og andre ydelser, som virksomhederne anvender i det daglige. En godkendt revisor skaber tillid og giver sikkerhed for, at der er orden i tingene, lyder det anerkendende fra erhvervsorganisationen Dansk Erhverv. Det kunne vi ikke være mere enige i.
Derfor kære Morten Bødskov opfordrer vi til at beskytte revisorernes titel på lige fod med andre brancher. Vores kerneopgave som revisorer er at skabe tillid og troværdighed til virksomhedernes regnskabsoplysninger. Men den tillid og troværdighed risikerer at blive undergravet, hvis ikke man kan regne med, at en revisor har de nødvendige faglige kvalifikationer.