11. oktober 2024
Når nysgerrighed åbner nye døre: Frederikkes spring fra psykologi til PwC
Frederikke Amalie Nielsen ændrede retning; fra psykologistudiet til en karriere som revisor hos PwC.
Josefine Hyllested Frederiksen
Kommunikationschef
Rose-Marie Skourup Ojeda
Konsulent
I dag arbejder Frederikke Amalie Nielsen som revisor og har netop afsluttet cand.merc.aud. som deltidsstudie. Læs hele portrættet her, hvor hun fortæller om, hvordan hun tog springet; hvad hun har lært undervejs; og hvorfor hun synes, du også skal følge din nysgerrighed, hvis du overvejer en karriere i revisorbranchen.
Efter 3,5 år hos PwC i Hellerup er 27-årige Frederikke godt etableret i revisorbranchen. hun arbejder i en afdeling, hvor hun håndterer en bred vifte af kunder, fra mindre virksomheder til store børsnoterede selskaber.
"Det bedste ved mit job er, at opgaverne aldrig er de samme. En dag tager jeg stikprøver hos kunderne og coacher nyere kollegaer på mit team, og en anden dag er jeg underviser på vores interne kurser," fortæller hun med begejstring. Det er netop denne variation i arbejdsopgaverne, som holder Frederikke engageret i hverdagen.
Fra psykologi til PwC: Et uventet karriereskifte
Men Frederikkes karrierevej begyndte et helt andet sted. Hun startede på CBS på linjen HA(psyk) drevet af en interesse for psykologi og erhvervsøkonomi.
"Jeg troede, at jeg skulle være psykolog. Jeg var optaget af, hvordan mennesker tænker og agerer, og jeg kunne utrolig godt lide tanken om at arbejde med mennesker," forklarer hun.
Et fag om arbejds- og ledelsespsykologi på studiet ændrede dog retningen for hende. "Vi arbejdede med et projekt, hvor vi interviewede en række revisorer, og her blev jeg første virkelig fascineret af deres arbejde."
Bacheloropgaven som game-changer
Frederikkes fascination voksede endvidere, da hun skrev sin bacheloropgave om revisionsbranchen. Her undersøgte hun arbejdsidentitet og virksomheders omdømme med PwC som omdrejningspunkt for studierne.
"Det var her, jeg for alvor begyndte at overveje at skifte karriere. Jeg lånte bøger om revision, talte med forskellige folk i mit netværk og fandt ud af, at det var dén vej, jeg skulle gå."
Frederikke tog springet og startede som trainee hos PwC, mens hun samtidig læste erhvervskandidatuddannelsen i revision. "Det har været en stejl læringskurve, men kombinationen af teori og praksis har virkelig hjulpet mig til at forstå, hvad det vil sige at være revisor."
Med mennesker i fokus - også som revisor
Når hun tænker tilbage på sit valg om at skifte fra HA(psyk) til revision, er hun glad for den drejning, hendes karriere har taget.
"Man arbejder faktisk utrolig meget med mennesker som revisor - både som coach og leder i teams, men også i kontakten med kunderne. Det, jeg lærte om ledelse og personlighedstyper på HA(psyk), bruger jeg i min hverdag nu."
Frederikke er ikke bange for at indrømme, at overgangen fra studieliv til arbejdsmarkedet kan være udfordrende. "Det er en balancegang at have fuldtidsarbejde og læse ved siden af, men jeg arbejder med kollegaer, der har prøvet det før, så der er masser af sparring og støtte."
Rådet til de unge
Frederikkes råd til unge, der overvejer en karriere i revisorbranchen, er klart:
"Ræk ud til nogle af os i branchen, vær nysgerrig, og vær ikke bange for at tage springet. Du lærer en masse og får hurtigt ansvar. Og vigtigst af alt: Følg din mavefornemmelse - den er god nok!"