Lovforslag stiller helt utilstrækkelige krav til andre erklæringsafgivere

I FSR – danske revisorer forstår vi ønsket om at øge konkurrencen ved at åbne erklæringsmarkedet for flere aktører. Men vi er bekymrede for de potentielle konsekvenser for tilliden til erklæringerne, hvis der ikke stilles ensartede krav til alle, der kan afgive erklæringer.

Som det ser ud nu, åbner lovforslaget op for, at andre faggrupper end revisorer – de såkaldte verifikatorer – kan godkendes til at afgive erklæringer om bæredygtighedsrapportering. Men i modsætning til de krav, der stilles til revisorer, er adgangskravene for at blive verifikator i lovforslaget meget brede og upræcise.

Ifølge lovforslaget kan personer med en samfundsvidenskabelig, teknisk videnskabelig eller naturvidenskabelig kandidatuddannelse blive godkendt som verifikator. Det betyder for eksempel, at en person med en kandidatuddannelse i psykologi, designledelse, kriminologi, spiludvikling, fødevarestudier eller idrætsvidenskab kan blive godkendt til at afgive erklæringer på danske virksomheders bæredygtighedsrapportering som offentlighedens tillidsrepræsentant.

I en overgangsperiode frem til 1. januar 2026 stilles der, ud over de nævnte kandidatuddannelser, meget lempelige adgangskrav til verifikatorer. I denne periode kan man nemlig blive godkendt verifikator, hvis man har gennemført 30 timers efteruddannelse og har otte måneders praktisk erfaring på bæredygtighedsområdet. Der er desuden ingen ”forældelsesfrist” på de otte måneders erfaring, som vedkommende skal have oppebåret, og en person kan derfor have beskæftiget sig med bæredygtighedsrådgivning for 15 år siden. Der stilles heller ikke krav til erfaring med at afgive erklæringer. 

Store forskelle mellem revisorer og verifikatorer

Fra 2026 er der krav om, at både revisorer og verifikatorer skal bestå en bæredygtighedseksamen for at kunne blive godkendt til at afgive bæredygtighedserklæringer. Ser man på de adgangskrav, der stilles for at kunne indstille sig til denne eksamen, er forskellen mellem verifikatorer og godkendte revisorer imidlertid særligt tydelig.

For revisorer kræves det, at man har en cand.merc.aud.-uddannelse, tre års praktisk erfaring inden for revisors virkeområde samt bestået eksamen som statsautoriseret revisor. Derudover kræves der otte måneders praktisk erfaring med bæredygtighedsrapportering, før man som godkendt revisor kan tage bæredygtighedseksamenen.

Kravene til verifikatorer er langt mindre strikse. Her kræver man kun en kandidatuddannelse inden for en bred vifte af uddannelser og otte måneders praktisk erfaring med bæredygtighed, før man kan tage bæredygtighedseksamenen. Det er dermed helt åbenlyst, at adgangskravene til erklæringsmarkedet ikke er ensartede i det nuværende lovforslag.

Lovforslaget synes ikke at tillægge viden om erklæringsafgivelse og de tekniske detaljer, som revisor traditionelt besidder, nogen nævneværdig værdi i godkendelsen af verifikatorer. Alligevel vil disse verifikatorer, ligesom revisorer, blive offentlighedens tillidsrepræsentanter, når de afgiver erklæringer.

Risiko for variation i kompetencer og lavere kvalitet

Vi frygter, at Danmark med dette lovforslag skaber et marked med for stor variation i kompetencerne hos dem, der skal være offentlighedens tillidsrepræsentanter. Det kan føre til lavere kvalitet og mindre tillid til erklæringer om virksomhedernes bæredygtighedsrapportering.

Danmark er et af de få lande i EU, der åbner markedet for andre end revisorer. De øvrige lande, der har valgt samme vej, er Frankrig, Litauen og Rumænien – lande, som vi normalt ikke sammenligner os med. I de nordiske nabolande har der også været ønske om at åbne markedet, men dette er dog alligevel ikke sket, da man ikke har kunnet sikre ens krav til både revisorer og andre erklæringsudbydere.

I FSR – danske revisorer mener vi, at hvis markedet åbnes for flere aktører, skal kravene til alternative erklæringsudbydere matche de høje krav, der stilles til revisorer. Hvis ikke, risikerer vi at svække både konkurrencen og tilliden til erklæringerne – og dermed til hele det formål, som direktivet ellers ønsker at fremme. Som lovforslaget ser ud i høring nu, er der ikke sikret ensartede krav, og der er dermed heller ikke den samme kvalitet og troværdighed på tværs af erklæringsafgiverne.

Lovforslaget ”Lov om uafhængige erklæringsudbydere vedrørende bæredygtighedsrapportering (uafhængig erklæringsudbyder-loven)” er i offentlig høring frem til den 1. oktober 2024.