13. december 2024

Uddannelse Nyt om uddannelse

Kompetenceudvikling anno 2024

Læs med og få indsigt i, hvilke kurser og efteruddannelsestilbud du og dine kollegaer har deltaget i i det forgangne år. Vi kaster også et blik på, hvad kursuskataloget for 2025 byder på.


Billede af Mia Buthler

Mia Buthler Uddannelseskonsulent
zvoh@sfe.qx 4064 9212



Uddannelsesåret hos FSR – danske revisorer

Sæsonen for kompetenceudvikling hos FSR – danske revisorer lakker mod enden, og 2024 har været et spændende år fyldt med faglig udvikling.

Over 1.100 godkendte revisorer har nu gennemført Bæredygtighedsakademiet, og mere end 1.300 kursister tilmeldte sig obligatorisk efteruddannelse i 2024.

Det første år i det treårige obligatoriske efteruddannelsesrul har været karakteriseret ved et bredt udbud af kurser og konferencer, der har det tilfælles, at de alle understøtter revisors kernefaglighed og fremmer specialisering.

Årets højdepunkter

2024 har været et år med stor opbakning til vores kursus- og uddannelsestilbud, hvor over 50 undervisere har videredelt deres viden og givet os en masse nye indsigter på tværs af den obligatoriske efteruddannelse og bæredygtighedsakademiet.

  • Bæredygtighedsakademiet: Årets helt store succes med mere end 1.100 revisorer, der nu står klar til at håndtere den nye erklæringsopgave. Fra lovgivning til certificering og rapporteringspraksis – Bæredygtighedsakademiet har klædt vores medlemmer på til rollen som bæredygtighedsrevisor. Med de nye krav til bæredygtighedsrapportering har efterspørgslen på kompetenceløft inden for netop dette område været markant, og Bæredygtighedsakademiet er udviklet for at imødekomme dette behov. Det betyder, at vi som branche er rustet til at hjælpe virksomheder med både rapporteringen og den strategiske implementering. I 2025 fortsætter denne indsats med nye opdateringer og tiltag, så bæredygtighedsrevisorerne kan holde sig ajourført.
  • Populære kurser og konferencer: Årets store trækplastre har blandt andet været ‘International beskatning 2024’, konferencerne for Finanstilsynets certificerede revisorer (FINU) og ‘Andelsboligforeninger – Årets konference 2024’. Disse arrangementer tiltrak mange deltagere og bekræfter behovet for mere dybdegående specialviden.
  • Up-to-date Classic og Ajour-rækkerne: Vores populære opdateringskurser inden for revision, regnskab, skat & moms samt selskabsret har været et solidt fundament for mange revisorer. Her har du haft mulighed for at sikre dig den nødvendige viden om de nyeste lovkrav og tendenser.

På vej mod 2025: Hvad står på din ønskeliste?

Vi er allerede i fuld gang med at planlægge kursussæsonen 2025, og i den forbindelse vil vi rigtig gerne høre dine ønsker og behov. Har du specifikke områder eller emner, som du ønsker, vi skal sætte fokus på? Måske du håber på at opnå en dybere indsigt i AI, hvidvask, bæredygtighed eller andre nye trends i branchen? Kontakt os på kursus@fsr.dk, så vi står endnu stærkere i at sammensætte et målrettet og relevant kursusprogram til dig.

Kompetenceudvikling: En investering i livslang læring

I FSR – danske revisorer ser vi kompetenceudvikling som en kerneinvestering i din faglighed som revisor og som offentlighedens tillidsrepræsentant. Vi glæder os til at hjælpe dig med at styrke dine kompetencer yderligere i 2025, så du er rustet til fremtidens opgaver og behov.

På gensyn til et nyt og spændende år med læring, netværk og udvikling!

Rigtig glædelig jul og et fantastisk nytår fra uddannelses- og administrationsafdelingen i FSR – danske revisorer.

Medlemsfordele

Faglige nyheder
Rabat på kurser
Arrangementer og events
Person med krydsede arme
Læs mere