03. marts 2022
Hvorfor hedder det: cand.merc.aud.?
Cand.merc.aud. har rødder tilbage til den romerske oldtid. Uddannelsestitlen findes kun i Danmark. Selv om engelske titler vinder frem i erhvervslivet, er der ingen planer om at lade cand.merc.aud. glide ud.
Tekst/ Lone Schrøder Jeppesen, journalist
I dag ville der næppe være nogen, der som nyuddannet cand.merc.aud. møder op på jobbet iført toga. Og det er nok de færreste, der ved, at titlen cand.merc.aud. har noget med sådant et stykke tøj at gøre. Men ”cand.” stammer fra latin. Det er ifølge sproget.dk en forkortelse for det latinske candidatus (hankøn) eller candidata (hunkøn). Det kommer af ordet candida, som oversat til dansk betyder ”blændende hvid” underforstået ”blændende hvid toga”.
Efter den gamle romerske skik fik man lov at bære en toga, når man havde fået sin eksamen og søgte sit første embede. Toga er det latinske udtryk for ”noget dækkende”. Det er et stort, tilskåret stykke stof, der sammenfoldet blev draperet om kroppen. I Romerriget var sådan en dragt forbeholdt mænd øverst i samfundet. Drenge og slaver gik med tunika, og kvinder bar en lang kjole også kaldet stola.
Cand. er altid det første led i akademiske titler for personer, der har afsluttet en kandidatuddannelse ved en højere læreanstalt.
”Man har valgt at bibeholde, at alle uddannelser hedder noget på latin. Det er en tradition at bruge de latinske udtryk. Det er derfor, at de skrives med C i stedet for K,” forklarer Marianne Rathje, der er seniorforsker ved Dansk Sprognævn.
Mundtlig årsberetning
Cand.merc.aud. er en forkortelse for candidatus mercaturae auditoris og candidata mercaturae auditoris. Mercaturae er oprindelig fra latin og er genitiv eller ejefald af ordet mercatura, der betyder handel. Merc. bruges i betegnelser for studerende, kandidater og doktorer inden for erhvervsøkonomi.
Aud. står for auditoris, som kommer af det latinske audire, som betyder at lytte, og auditus, som betyder en høring. Romerriget var stort med mange provinser, der hver blev styret af en guvernør. Guvernørerne skulle opkræve skatter og forvalte imperiets aktiver. For at forhindre at de svindlede, eksempelvis ved at beholde en del af skatterne selv, sendte senatet kvæstorer, det vil sige embedsmænd ud for at udspørge og lytte til guvernørernes redegørelse for deres forvaltning. Audire er stamfar til stort set alle ord på engelsk, der starter med aud, herunder audition, auditorium og auditing.
Særligt for Danmark
Cand.merc.aud.-navnet findes kun i Danmark. Uddannelsen betegnes også revisorkandidat eller kandidatuddannelsen i revisionsvidenskab. Oversat til engelsk hedder den Master of Science (MSc) in Business Administration and Auditing. Selv om engelske titler vinder mere og mere frem i erhvervslivet, er der absolut ingen planer om at lade cand.merc.aud. glide ud. Det er der flere grunde til, forklarer professor Kim Klarskov Jeppesen, der er studieleder for cand.merc.aud.-studiet på CBS.
”Det engelske revisoruddannelsessystem er fuldstændig anderledes end det, der bruges andre steder i verdenen. Der er ikke engang krav om, at man skal have læst erhvervsøkonomi. Man kan blive chartered accountant i England med en hvilken som helst universitetsmæssig baggrund, da selve revisoruddannelsen finder sted som aftenundervisning i regi af en af revisorforeningerne. Det er nok mest de amerikanske og tyske revisoruddannelser, som hver på deres måde minder lidt om vores, hvor der begge steder er krav om kandidatgrad for at kunne blive det, der svarer til statsautoriseret revisor,” fortæller han.
Den engelske version er ikke lige det, som Kim Klarskov Jeppesen selv ville have oversat cand.merc.aud. til. Ifølge ham ville Master in Accounting være bedre og mere præcist. Men uddannelser kan man ikke bare omdøbe. Det skal ske i Uddannelses- og Forskningsministeriet. En anden vigtig grund til at beholde den danske udgave er, at cand.merc.aud. er et godt brand.
”Uddannelsen er ualmindelig velkendt ude i erhvervslivet, fordi den har så mange år på bagen. Alle ved nøjagtig, hvad en aud.’er kan bidrage med. Og der er ingen grund til at ændre et rigtig godt brand”, siger Kim Klarskov Jeppesen.
Revisorerne ville matche advokaterne
Cand.merc.aud.-titlen kom i 1984. Før da hed uddannelsen cand.merc. i revision. Kandidatuddannelsen med revision som speciale blev oprettet i 1968, fordi det på det tidspunkt kun krævede en HD i regnskab at blive statsautoriseret revisor. Det oplevede revisorerne som et problem, fordi de sammenlignede sig med advokaterne, der havde en kandidatgrad - en cand.jur. Dem ville man ikke stå tilbage for. Men cand.merc. i revision blev aldrig det store tilløbsstykke på grund af en overgangsordning fra 1968, der gjorde det muligt fortsat at blive statsautoriseret revisor på baggrund af en HD-eksamen, og det valgte langt hovedparten. Det blev først ændret næsten tyve år senere i 1986. Herefter krævede det en cand.merc.aud. at blive statsautoriseret revisor.
I dag er cand.merc.aud. en to-årig kandidatuddannelse på fuld tid. Vil man pynte cv’et med titlen, kan det også lade sig gøre at læse aud., selv om man er i job. Siden 2018 er kandidatuddannelsen i revision også blevet udbudt som erhvervskandidatuddannelse, der er tilrettelagt på deltid og varer fire år.
Antallet af nye cand.merc.aud.-studerende er fra 2003 til 2020 steget med over 40 procent fra 478 til 680. I 2021 er der optaget i alt 665 studerende på fuldtids- og deltidsuddannelsen. I alt blev 233 studerende optaget på Copenhagen Business School (CBS), 137 på Aarhus Universitet (AU), 151 på Aalborg Universitet (AAU) og 144 på Syddansk Universitet (SDU). Flere mænd end kvinder søger ind på uddannelsen. Blandt de nyuddannede er der kun tre procent, der er arbejdsløse. Den landsgennemsnitlige månedsløn for nyuddannede er 40.900 kroner, viser UddannelsesGuidens Uddannelseszoom, som er baseret på data fra Danmarks Statistik og data indsamlet af Uddannelses- og Forskningsministeriet.
En gammel tankegang
Cand.merc.aud. er et populært studievalg i vores moderne tid. At revidere noget og aflægge regnskab er evigt aktuelt. Revision og regnskab har i en eller anden form eksisteret lige så længe, som nogen har delegeret forvaltningen af aktiver til andre. Så har man haft behov for en form for beretning om, hvordan de har forvaltet aktiverne for at undgå snyd, eksempelvis ved at beholde opkrævede skatter selv.
”De første civilisationer er kendetegnet ved, at herskere råder over større områder, end de personligt kan overskue, hvorfor ansvaret herfor delegeres til andre. Det er på den tid, at de første talmæssige repræsentationer opstår på skrift - længe før bogstaver i øvrigt. Det fortæller, at det er urmenneskeligt, at man ikke kan stole på dem, man delegerer aktiver, magt og beføjelser til. Der må en form for kontrol til. En kontrol, som vi i dag kalder revision. Så på den måde er faget udtryk for en meget gammel tankegang,” pointerer Kim Klarskov Jeppesen.