29. september 2022
H.K.H. Kronprinsessen uddeler CSR Prisen 2022 blandt otte nominerede virksomheder
H.K.H. Kronprinsessen uddeler for ottende gang FSR – danske revisorers CSR Pris til de virksomheder, der har udgivet Danmarks bedste rapporter om bæredygtighed, samfundsansvar og ESG. Prisuddelingen finder sted tirsdag den 11. oktober 2022 på Børsen i København.
Mette Conradsen
Koordinator
Pernille Risgaard
Chefkonsulent (ekstern tilknytning)
CSR Prisen 2022 er en anerkendelse og hyldest til store danske virksomheder, der udmærker sig med en transparent og pålidelig redegørelse om arbejdet med bæredygtighed, virksomhedens samfundsansvar og rapportering om miljø, sociale og ledelsesmæssige forhold (ESG). Med prisen sætter FSR – danske revisorer fokus på best-in-class rapportering om bæredygtighed for at fremhæve god praksis og være en kilde til inspiration for andre. I alt har rapporter fra 112 store danske virksomheder – heraf 48 unoterede og 64 børsnoterede – været med i konkurrencen om prisen i år.
Af disse har dommerpanelet valgt at nominere otte virksomheder til CSR Prisen 2022: Arla Foods, Grundfos, Salling Group og STARK Group blandt de unoterede virksomheder samt A.P. Møller-Mærsk, Carlsberg, Pandora og Ørsted blandt de børsnoterede virksomheder.
Prisuddelingen finder sted som en del af konferencen #CSRDag2022: CSR i en brydningstid, som FSR – danske revisorer afholder sammen med Dansk Erhverv og Erhvervsstyrelsen. Administrerende direktør hos FSR – danske revisorer, Lone Strøm, og administrerende direktør hos Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, åbner konferencen, hvor man blandt andre også kan møde Lars Fruergaard Jørgensen, President & CEO i Novo Nordisk, Christian Friis Bach, direktør i Warfair og fhv. udviklingsminister og Katherine Richardson, professor i biologisk oceanografi og leder af Sustainability Science Centre ved Københavns Universitet til en drøftelse om virksomhedernes samfundsansvar i en omskiftelig og uforudsigelig brydningstid.
Selve prisuddelingen starter kl. 16.00.
Læs mere om CSR Prisen 2022 her og de otte nominerede virksomheder her.
Læs mere om konferencen #CSRDag2022 her.
Tid og sted:
Tirsdag den 11. oktober 2022, kl. 13.00 – 16.30 hos Dansk Erhverv, Børsen, Slotholmsgade, 1217 København K
CSR Prisen 2022 uddeles i programmets 3. del, som starter kl. 16.00 og slutter kl. 16.30.
Presseakkreditering:
Kontakt Amalie Hermansen, Kommunikationskonsulent i FSR – danske revisorer
ahe@fsr.dk.
Tilmeldingsfrist for presseakkreditering er torsdag den 6. oktober 2022.