25. november 2024

FSR Studerende

Guldfuglene anno 2024 baner vejen for forandring i revisionsbranchen

Newsha Nabavi-Monfared og Christel Jels Eilgaard var smilende og kneb en glædeståre, da de den 7. november vandt Danica Prisen 2024. Et enigt bedømmelsesudvalg havde scoret deres speciale som nummer ét blandt årets indstillede afhandlinger. Begge vindere havde fra starten en klar ambition om at skrive “et Danica-speciale" – men de blev alligevel overvældede og overraskede, da de hørte deres navne råbt op som vindere ved den 34. Prestigefyldte Danica Prisuddeling.


Billede af Catherina Andersen

Catherina Andersen Kommunikationskonsulent
pnna@sfe.qx 6179 0465



”Det var surrealistisk at høre vores navne blive råbt op,” fortæller Christel med et stolt smil. ”Vi måtte nive os i armen. For selvom vi havde drømt om det, havde vi aldrig forestillet os, at vi ville stå på scenen som vindere af Danica Prisen,” afslutter Newsha.  

Følelsen af at blive anerkendt for deres arbejde har rørt dem begge dybt. Først flere dage efter prisuddelingen gik det for alvor op for dem, hvad de havde opnået - hjulpet på vej af et hav af lykønskninger fra kollegaer og et aktivt LinkedIn-netværk. 

”At vinde føles som en bekræftelse af, at vores speciale er vigtigt for branchen, og at det bidrager til en positiv og bæredygtig udvikling. Dét er vi utroligt stolte af,” siger Newsha. 

Et nyt perspektiv på en af branchens helt store udfordringer 

Dette års vinder-speciale beskæftiger sig med en af revisorprofessionens mest aktuelle udfordringer; evnen til at fastholde medarbejdere i de større revisionsfirmaer. Både bedømmelsesudvalget og prisvinderne selv håber, at indsigterne vil bidrage med værdifuld viden om, hvordan branchen kan tiltrække og fastholde talent.  

Specialet undersøger medarbejderfastholdelse i Big4-revisionshuse i Danmark kontra i USA med udgangspunkt i et specifikt firma, som analyseres i en komparativ kontekst. Den dybdegående tilgang giver en unik indsigt i, hvordan specifikke praksisser kan belyse bredere branchetendenser, ligesom den komparative metodetilgang er en af afhandlingens styrker. 

Timingen af studieophold havde afgørende betydning  

En central styrke ved specialet ligger i Christel og Newshas udnyttelse af deres studieophold i San Diego i sommeren 2023. Allerede inden de rejste, havde de lagt et solidt fundament ved at finde den rette vejleder, Jørgen Valther Hansen fra Copenhagen Business School. "Allerede inden vores første møde havde Jørgen sendt os 12 artikler, vi burde læse. Vi vidste med det samme, at han havde det rette engagement, som matchede vores ambitioner," fortæller Christel. 

I San Diego brugte de deres fysiske tilstedeværelse til at skabe stærke forbindelser til det lokale Big4-kontor og til at indsamle data via interviews med amerikanske revisorer. De kontaktede næsten 200 medarbejdere, primært via LinkedIn, og gennemførte ni interviews i både USA og Danmark. Sammenligningen mellem de to lande blev en hjørnesten i specialets analyse og gav en dybdegående forståelse af forskelle i arbejdskultur og fastholdelsesstrategier. 

“Det unikke ved specialet er den måde, som Christel og Newsha udnyttede deres studieophold i San Diego til at etablere en stærk relation til det lokale Big4-kontor og gennemføre interviews, der giver mulighed for en direkte sammenligning mellem kontoret i San Diego og deres hjemmekontor i København,” fortæller Jørgen Valther Hansen.  

Denne empiriske tilgang blev rost af bedømmelsesudvalget, som også fremhævede det store analytiske arbejde med at bearbejde og sammenligne data fra de to lande. "Specialet kommer med nogle konkrete idéer fra det amerikanske kontor, som vil kunne styrke fleksibilitet og trivsel i Danmark. Men den mest interessante refleksion, fra mit perspektiv, er, hvor meget de samfundsmæssige forskelle mellem USA og Danmark betyder for indstillingen til – og prioritering af – arbejdslivet," forklarer Jørgen Valther Hansen. 

Findings: Fire veje til bedre trivsel og fastholdelse 

Afhandlingen belyser blandt andet, hvordan arbejdspres, performancefokus og kulturelle normer kan påvirke medarbejdertrivsel og fastholdelse – og understreger samtidig, at disse udfordringer er mere udtalte i større firmaer end i mindre revisionshuse, hvor work-life-balance ofte er bedre. Samtidig peger afhandlingen på, at branchens samlede udfordring med mangel på kvalificerede medarbejdere er en gennemgående problematik, der rammer alle firmastørrelser og med større konsekvenser for de mindre revisionsfirmaer, som ofte må afvise opgaver grundet ressourcemangel. 

Specialet opstiller fire konkrete tiltag fra USA, som kan inspirere danske revisionshuse: 

  • Opdeling af ledelsesansvaret 
  • Øget fleksibilitet 
  • Strategisk outsourcing 
  • Rotationsmuligheder inden for samme firma.  

"Vi fandt, at visse strukturer i USA kan inspirere danske revisionshuse," fortæller Newsha. "For eksempel har tiltag som at opdele ledelsesrollen mellem personaleledelse og kundehåndtering samt interne rotationsordninger et stort potentiale herhjemme." 

Specialemakkerne håber, at deres resultater kan være med til at inspirere danske revisionsvirksomheder til at overveje lignende løsninger. "Vi håber, at vores speciale giver stof til eftertanke, og at man i revisionshusene vil overveje at implementere lignende tiltag, eventuelt i en gradvis tilpasning over tid," siger Christel. 

Et personligt indblik i branchen 

Under deres tid i revisorbranchen har Newsha og Christel oplevet, hvordan flere dygtige kolleger har valgt at forlade faget – ofte på grund af manglende fleksibilitet i arbejdslivet. Samtidig ser de en branche, der er i udvikling og arbejder målrettet på at skabe en mere bæredygtig kultur. 

"Folk skal kunne identificere sig med kulturen i revisorbranchen og på arbejdspladsen. Men hvis der er dissonans mellem medarbejderne og virksomhedens kultur, så stopper folk. Det er andre KPI’er, der skal til for at rykke branchen på medarbejderfastholdelse," forklarer Newsha. 

Christel tilføjer: "Og det handler ikke kun om goder og løn, men om at blive set og værdsat. Om at føle, at der er plads til både faglig udvikling og personlig trivsel på jobbet." 

Fremtidsdrømmene har fået stærk medvind  

Når vi spørger, hvad fremtiden bringer for de to prisvindere, er svaret klart: "At blive statsautoriseret revisor. Dét er næste milepæl!" 

Efter sejren har de oplevet stor opmærksomhed fra både netværk og professionelle i branchen. "Vi er så stolte over, at så mange har efterspurgt vores speciale. Det betyder meget, at vores arbejde kan inspirere andre," fortæller Newsha. 

Og der er ingen tvivl om, at specialet har haft både stor faglig og personlig betydning for de to prisvindere. "Udover at være specialemakkere er vi også rigtig gode veninder. Så da vi fik 12 for specialet, talte vi dengang om, at dét var rigtig stort, fordi det på mange måder var et billede på vores hårde arbejde, på vores venskab og på vores udvekslingsophold. Så derfor er det bare prikken over i’et, at vi nu også kan kalde os vindere af Danica-prisen," siger Christel med et stort smil. 

Prisvindernes råd til fremtidige Guldfugle 

Til de kommende specialeskribenter, der drømmer om selv at komme i betragtning til den prestigefyldte Danica-pris, har dette års Guldfugle fire gode råd til jer: 

  1. Vælg et emne, du brænder for og som er aktuelt – det gør hele processen lettere, selv når du stirrer dig blind på det. 
  2. Find en engageret vejleder, der deler din interesse. 
  3. Hvis du skriver med en makker, så husk at forventningsafstemme fra start, så I er tydelige og transparente i, hvilken tid og energi, der skal prioriteres i processen.  
  4. Tag en chance! Prøv noget nyt - gør noget anderledes, selvom det ikke opfylder alle fagmålene. Så kan teorien bygges på bagefter. Resultatet kan blive unikt.  
Vi glæder os til næste år! 

Et stort tillykke til de to vindere af Danica Prisen 2024 fra alle os i FSR – danske revisorer samt Danica Pension. Vi glæder os til at gøre det hele igen i 2025, når den 35. Danica Prisuddeling løber af stablen.  

Læs mere om Danica Prisen 2025. Vi har allerede åbnet for indstillinger til næste års Danica fest.  

Er du blevet nysgerrig på de indsigter, som Christel og Newshas speciale bibringer branchen? Så kan du glæde dig til at blive inspireret inden længe. Christel og Newsha er nemlig i fuld gang med at opsummere specialets resultater til en artikel til FSR – danske revisorer.  

Medlemsfordele

Faglige nyheder
Rabat på kurser
Arrangementer og events
Person med krydsede arme
Læs mere