04. oktober 2024

Nyheder og pressemeddelelser Nyheder

Folketinget er åbnet – nu er den politiske sæson for alvor i gang

Statsministeren holdt i tirsdags sin åbningstale og fremlagde lovprogrammet for 2024/25, som blandt andet indeholder lovforslag om uafhængige erklæringsudbydere vedrørende bæredygtighedsrapportering.


Billede af Ane Bisgaard

Ane Bisgaard Chefkonsulent
naov@sfe.qx 4187 0803


Billede af Jan Brødsgaard

Jan Brødsgaard Chefkonsulent, cand.merc.aud.
woe@sfe.qx 4193 3160



Billede af Maria Eun Elkjær

Maria Eun Elkjær Skattepolitisk chef
zry@sfe.qx 6115 0486


Billede af Marianne Ploug

Marianne Ploug Chef for bæredygtighed, kvalitet og hvidvask
zncy@sfe.qx 4187 0922



Billede af Marina Bitsch Madsen

Marina Bitsch Madsen Chef for etik og regulering, Ph.D.
zoz@sfe.qx 2981 5922



Lovprogrammet for det kommende folketingsår 2024/25 er meget tungt med hele 209 lovforslag. Det er en væsentlig forøgelse i forhold til de forudgående år. Der ventes blandt andet 20 lovforslag på Erhvervsministeriets område og 20 lovforslag på skatteministerens område. Vi oplever, at flere lovprocesser er komprimeret, eksempelvis aktualiseret med lovforslaget om uafhængige erklæringsudbydere, hvor vi netop har afgivet høringssvar. Lovforslaget forventes fremsat i starten af november med ikrafttrædelse allerede ved årsskiftet. Det gør lovsnedkerarbejdet besværligt, og risikoen for uhensigtsmæssigheder og fejl stiger markant. Og ikke mindst er det problematisk i forhold til den enkeltes retssikkerhed, hvilket vi altid værner om i FSR – danske revisorer. Det er en bekymring, vi deler, når vi kan, med myndigheder, i høringssvar og på politisk niveau.

Risiko for lovskabt forskel i kvalitet i forhold til uafhængige erklæringsudbydere

Et for revisorbranchen meget væsentligt element i lovprogrammet er som nævnt lovforslaget om uafhængige erklæringsudbydere vedrørende bæredygtighedsrapportering. FSR – danske revisorer finder desværre ikke, at det i lovforslaget er sikret, at de godkendte revisorer og uafhængige erklæringsudbydere er underlagt tilsvarende krav, som direktivet faktisk foreskriver. Det bekymrer os og sår tvivl om, hvorvidt det overhovedet er muligt at etablere en ordning, hvor der fastsættes tilsvarende krav som til godkendte revisorer.

Vi er derfor også bekymrede for, at der vil opstå en lovskabt forskel i kvalitet og dermed en udvanding af tilliden til de erklæringer, der afgives. Der er stadig mange udfordringer i lovforslaget, og vi tror ikke på, at det er muligt for erhvervsministeren at håndtere dem alle inden lovfremsættelsen. Loven forventes stadig at træde i kraft ved årsskiftet. Vi mener derfor, at det mest forsvarlige vil være at udsætte fremsættelsen af lovforslaget. Læs mere her: Lov om uafhængige erklæringsudbydere vedrørende bæredygtighedsrapportering (fsr.dk)

Andre interessante lovforslag fra erhvervsministeren

På Erhvervsministeriets område er blandt andet yderligere lovforslag interessante:

  • Ophævelse af selskabslovens regler om kapitalejerlån: Et kommende lovforslag lægger op til at ophæve selskabslovens regler om kapitalejerlån, herunder §§ 210, 211 og 212, så der ikke længere vil gælde særlige regler for udlån til kapitalejere og ledelse. Det vil give mere fleksible udlånsmuligheder for selskaberne. Vi har dog nogle betænkeligheder ved forslaget, ikke mindst fordi der ikke er lagt op til at ændre skattelovgivningen i denne forbindelse. Udlån til fysiske kapitalejere med bestemmende indflydelse (hovedaktionærer) beskattes fortsat som løn eller udbytte – og der er fortsat risiko for dobbeltbeskatning
  • Nedsættelse af selskabskapital i anpartsselskaber: Her lægges op til at nedsætte selskabskapitalen i anpartsselskaber fra 40 tkr. til 20 tkr. for at sænke adgangsbarriererne for iværksættere, der ønsker at drive virksomhed i selskabsform. FSR – danske revisorer er kritiske over for forslaget. Et så lavt kapitalkrav kan medføre, at omverdenens tillid til selskabsformen svækkes, da selskabers økonomiske polstring typisk vil være meget lille. Dermed udsættes kreditorerne for en øget tabsrisiko. Der er også øget risiko for, at selskaber oprettes udelukkende med henblik på svindel. Selskabsformen kan dermed miste noget af sin troværdighed.
  • Mulighed for equity crowdfunding i anpartsselskaber: Dette lovforslag lægger op til, at anpartsselskaber skal have mulighed for at skaffe selskabskapital via equity crowdfunding, dvs. at udbyde selskabets anparter til offentligheden. FSR – danske revisorer ser det som en interessant mulighed, men opfordrer myndighederne til at overveje, om selskabslovens regler for anpartsselskaber indeholder en hensigtsmæssig beskyttelse af selskabsdeltagerne i de situationer, hvor deltagerkredsen er bred som følge af de foreslåede regler om equity crowdfunding. 
     
  • Ophævelse af årsregnskabslovens § 99 b: Der lægges op til at ophæve årsregnskabslovens rapporteringskrav om ledelsens kønsmæssige sammensætning mv (§ 99 b). En ophævelse af § 99 b indebærer en nedjustering af kravene til virksomhedernes rapportering om det underrepræsenterede køn i ledelsen, da de nye oplysningskrav i ESRS ikke fuldt ud dækker oplysningskravene i § 99 b.
  • Ændring af visse love på Erhvervsministeriets område: Dette lovforslag skal gennemføre en række ændringer som følge af regeringens forslag til statsligt opgavebortfald i forbindelse med udspillet til foreløbig finanslov 2025. FSR – danske revisorer finder det betænkeligt, at der puljes så mange forskellige ændringer i samme lovforslag. Blandt andet foreslås det at effektivisere og lempe på krav til Finanstilsynets hvidvaskkontrol i bankerne, ligesom kravet om det årlige hvidvaskseminar foreslås fjernet.

Skatte- og uddannelsespolitiske opmærksomhedspunkter

FSR – danske revisorer værdsætter, at det med Iværksætterpakken af 21. juni 2024 blev aftalt at igangsætte en undersøgelse for at afdække, om den nuværende afgrænsning af forsknings- og udviklingsaktiviteter er tidssvarende. Det er et vigtigt element for store dele af erhvervslivet, herunder for at kunne sikre transparent og ordentlig revisorrådgivning. Vi finder behovet for afklaring af afgrænsningen vigtigere end permanentgørelse af forsknings- og udviklingsfradraget (og forhøjelse af skattekreditordningen) af hensyn til den enkeltes retssikkerhed. FSR – danske revisorer har ikke et konkret ønske om udvidelser og/eller at gøre definitionerne mere elastiske, men at opnå klare og robuste afgrænsninger. Men vi savner fortsat en klar politisk meddelelse om, hvornår og hvordan undersøgelsen af den nuværende afgrænsning af forsknings- og udviklingsaktiviteter finder sted.

Lovprogrammet ser ellers skattepolitisk ud som forventet. FSR – danske revisorer er positive over for både ændringer i minimumsbeskatningsloven og kommende ny lovregulering vedrørende kryptoaktiver. Lovforslaget vedrørende aktionærlån vil vi følge tæt og vil så vidt muligt bidrage til den konkrete udmøntning med henblik på at finde en helhedsorienteret løsning. Derudover erfarer FSR – danske revisorer, at store dele af regeringsgrundlaget er indfriet med blandt andet Iværksætterpakken og Erhvervspakken. Vi ser derfor gerne, at der med næste lovprogram bliver plads til initiativer, der tilskynder til lempelse af administrative byrder og regelforenkling.

Derudover ventes lovforslag på Uddannelses- og Forskningsministeriets område, som gør det muligt at udbyde kandidatuddannelser på 75 ECTS-point (1 ¼ år), fremsat i starten af november. Læs FSR – danske revisorers høringssvar her: Lovforslag om universitetsreform (fsr.dk)

Samlet overblik over væsentlige lovforslag

De lovforslag, der har særlig interesse for revisorbranchen, er samlet i denne oversigt. Oversigten indeholder en kort beskrivelse af lovforslag, forventeligt fremsættelsestidspunkt samt FSR – danske revisorers holdning hertil. 

Medlemsfordele

Faglige nyheder
Rabat på kurser
Arrangementer og events
Person med krydsede arme
Læs mere