ESGdag2024 - Bæredygtighed i et spændingsfyldt landskab

Virksomheder befinder sig i højere grad i et geopolitisk landskab præget af spændinger og uforudsigeligheder. Med de nye og komplekse krav til bæredygtighedsrapportering bliver evnen til at træffe vanskelige valg afgørende, hvis vi skal i mål med den grønne omstilling. Dette stiller FSR – danske revisorer sammen med Dansk Erhverv og Finans Danmark skarpt på til ESGdag2024.

På få år har verden ændret sig. De nye EU-regler skærper for alvor kravene til bæredygtighedsrapportering for store virksomheder. Det skaber større forventninger til virksomheders værdikæder. Samtidig skal virksomhederne navigere i et geopolitisk landskab præget af spændinger og uforudsigeligheder. Vi skal i mål med den bæredygtige omstilling, men hvordan træffer man de rigtige valg?

Der er udfordringer nok, når virksomheder på én og samme tid skal tage hånd om både klima, miljø, sociale forhold, menneskerettigheder, due diligence og sikkerhedspolitik. Hvis vi skal lykkes med den bæredygtige omstilling, kræver det engagement og samarbejde på tværs af erhvervsliv, politikere og civilsamfund.

Derfor inviterer Finans Danmark, FSR – danske revisorer og Dansk Erhverv til ESGdag2024, hvor vi belyser de komplekse udfordringer, virksomheder står over for, og reflekterer over mulige løsninger.

Som en del af programmet vil der være breakout-sessions, hvor du kan tilgå centrale temaer inden for arbejdet med bæredygtighed. Du skal som deltager tilmelde dig én af de tre breakout-sessions.

Dagens moderator: Pernille Enggaard, erhvervs- og finansjournalist, tv- og radiovært

Se program her