26. februar 2025

Ledere

Derfor skal vi af med de unødige byrder

Administrative byrder handler ikke kun om omfanget af regler, men i lige så høj grad om, hvordan reglerne tolkes af myndighederne. Denne regelforståelse sætter barren for, hvad der kræves af virksomhedernes regelefterlevelse, og det mærker vi i stigende grad i revisorbranchen, hvor særligt mindre revisionsvirksomheder bliver hårdt presset. En betydelig del af disse byrder er implementering af lovkrav fra EU. Med et dansk EU-formandskab i 2025 har vi i Danmark en enestående mulighed for at vende skuden og sætte retning mod færre unødige regler.


Billede af Lone Strøm

Lone Strøm Administrerende direktør
ls@fsr.dk 2262 8113



Danmark overtager 1. juli 2025 EU-formandskabet. Formandskabet er den største udenrigspolitiske opgave for Danmark i dette årti, og EU-samarbejdet er vigtigere end nogensinde. For hvis EU ikke handler nu, risikerer Danmark og Europa at blive efterladt på perronen, mens USA og Kina kører fra os med 130 kilometer i timen. Den store politiske test bliver at styrke danske og europæiske virksomheders konkurrenceevne – og her spiller en reduktion af administrative byrder en afgørende rolle.

Regulering skal sikre vækst - ikke kvæle den

Direktiv efter direktiv tilføjes fra EU til bunken af byrder og bøvl, der pålægges erhvervslivet. Og virksomhederne, ja de kæmper for at følge med. Samtidig er tid blevet et afgørende konkurrenceparameter. Hvis dansk erhvervsliv også fremover skal stå stærkt, må vi sikre, at reglerne ikke kvæler virksomhedernes udvikling.

At byrderne på erhvervslivet efterhånden er blevet for massive, anerkendes nu også politisk. Herhjemme har den danske regering sat ambitiøse mål om at lette administrative byrder og gennemføre den største byrdelettelse nogensinde – blandt andet gennem digitalisering. Men når myndighederne samtidig skærper kravene i praksis, uden at lovgivningen ændres, bliver de samme regler gradvist kun tungere at efterleve.

Mere politisk kontrol over byrderne

Mange virksomheder oplever, at der i praksis er meget lidt politisk kontrol over, hvor store byrder der reelt skabes. Derfor bør politiske drøftelser af byrdelettelser også inddrage myndighedernes forståelse og fortolkning af lovgivningen, så byrderne ikke fortsætter med at vokse uhæmmet.

I Danmark bør vi samtidig kigge på, hvordan vi selv implementerer EU-lovgivning – og sikre, at vi ikke unødigt gør reglerne mere komplekse, end de behøver at være.

Sådan lyder vores opfordring til regeringen 

I FSR – danske revisorer opfordrer vi den danske regering til at bruge EU-formandskabet som løftestang til faktisk at gøre noget ved byrdedagsordenen. Der er brug for konkrete forbedringer, der kan mærkes - både i erhvervslivet generelt og i revisionsbranchen. I 2025 vil vi i foreningen have et skarpt fokus på dialogen med politikere og myndigheder om, hvordan unødige byrder kan reduceres – til gavn for vores branche, for erhvervslivet og for myndighederne selv. Ambitionerne om regelforenkling skal omsættes til reelle forbedringer, der skaber bedre rammer og vilkår for virksomhederne. Det vil i sidste ende også styrke den europæisk konkurrenceevne.

Medlemsfordele

Faglige nyheder
Rabat på kurser
Arrangementer og events
Person med krydsede arme
Læs mere