19. marts 2024

Fagligt fokus

Den kommende lovpakke om hvidvask

Der er spændende ændringer på vej i det lovgrundlag, der regulerer revisorernes forpligtelser i henhold til hvidvaskloven.


Billede af Camilla Hesselby

Camilla Hesselby Vicedirektør
pur@sfe.qx 2556 4196



Allerede i sommeren 2021 fremlagde Europa-Kommissionen et udkast til en lovpakke, der blandt andet indeholder en forordning med flere krav til de underretningspligtige. I FSR - danske revisorer udtrykte vi vores bekymring omkring visse dele af lovforslaget i et høringssvar. For eksempel fandt vi det unødvendigt at kræve oplysninger om fødested, nationalitet, adresse og stilling som en del af kundekendskabsproceduren. Vi mener, at vores effektive CPR-register i Danmark allerede sikrer, at kunderne er, hvem de siger, de er. I foråret 2022 kom Europa-Parlamentet med deres ændringsforslag til Kommissionens udkast, der introducerede nogle helt nye og vidtrækkende tiltag i forhandlingerne. Vi reagerede ved at sende et bekymringsbrev til Erhvervsministeriet og Finanstilsynet i samarbejde med Dansk Erhverv. Heri påpegede vi det uhensigtsmæssige i Parlamentets forslag om, at søskende til politisk eksponerede personer (PEP) skulle anses som nærtstående til PEP. Vi mener, at dette ville medføre en unødvendigt stor byrde for såvel de underretningspligtige som de omfattede personer – og uden en klar gevinst i forhold til bekæmpelsen af hvidvask – idet der mangler dokumentation for, at der overhovedet skulle være et problem med PEP’er, der benytter deres søskende til hvidvask.

Parlamentet foreslog også at ændre definitionen af en reel ejer fra at eje mere end 25 % af et selskab til at gælde personer, der ejer mere end 15 % eller endda 5 %. Vi gjorde opmærksom på den administrative byrde, som dette ville medføre for de underretningspligtige.

Vi deltog også i udarbejdelsen af et brev til Europarådet i samarbejde med Accountancy Europe, hvor vi bad om at få vores synspunkter inkluderet i de videre forhandlinger om den endelige lovtekst.

Påvirkning og konsekvenser for revisorbranchen

I januar i år kunne Parlamentet, Kommissionen og Rådet så afsløre den endelige lovtekst, som forventes vedtaget lige før sommerferien i år. En vigtig detalje at fremhæve er, at lovpakken først vil træde i kraft tre år efter vedtagelsen, altså forventeligt sommeren 2027, hvilket giver god tid til at indrette sig på de forandringer, som lovpakken medfører. I FSR – danske revisorer samarbejder vi med Accountancy Europe om at udsende information om de vigtigste ændringer for revisorer så hurtigt som muligt efter lovpakkens endelige vedtagelse.

Offentliggørelsen af lovteksten afslørede også, at Parlamentets ønske om at ændre definitionen af reelle ejere ikke blev imødekommet, idet kravet om ejerskab af selskabet på mere end 25 % forbliver. Hvad angår søskende til PEP’er, er der indgået et kompromis, hvor kun søskende til ”senior officials of central governments” er omfattet af nærtstående-begrebet.

Selvom vi ikke fik alle vores bekymringer adresseret, viser forløbet, hvor vigtigt det er at være med i lovgivningsprocessen helt fra start. Vi har været involveret i processen, og i sidste ende kommer vi til at have været involveret i mere end fem år, hvilket har givet os mulighed for at påvirke udfaldet. Al erfaring har nemlig vist os, at når først EU-lovgivning er trådt i kraft, så er det nærmest umuligt at få ændret. Desværre har hverken Parlamentet eller Kommissionen været lydhøre over for vores bekymring omkring de øgede krav til kundekendskabsproceduren. Der er stadig arbejde at gøre, og vi fortsætter naturligvis vores indsats.

Medlemsfordele

Faglige nyheder
Rabat på kurser
Arrangementer og events
Person med krydsede arme
Læs mere