Hellere enkeltbillet end turpas

De politiske skinner

Med virkning for indkomståret 2018 blev det som led i Aftale om erhvervs- og iværksætterinitiativer besluttet at indføre et gradvist forhøjet FoU-fradrag, som skulle stige til 110 procent frem mod 2026. Efterfølgende ønskede den daværende regering midlertidigt at forhøje fradraget til 130 procent i indkomstårene 2020-2022. Dog med et finansieringsloft på 845 millioner kroner i 2020 og 910 millioner kroner i 2021 og 2022.

Med det politiske udspil om Stærke og innovative virksomheder (Danmark kan mere I) fra september 2021 foreslog den daværende regering at permanentgøre 130 procent-fradraget med et loft på cirka 1,0 milliard kroner årligt i 2023-2025 og cirka 1,1 milliard kroner i 2026 og frem. Et solidt forslag, som store dele af erhvervslivet betragtede som en kærkommen sikkerhedssele. Men opturen var kortvarig, da midlerne til finansiering af forslaget aldrig blev fundet via sanering af erhvervsstøtten, som aftalen lagde op til.

Så kom den historisk lange regeringsdannelse omkring årsskiftet. Det fremgår af regeringsgrundlaget, at SVM-regeringen vil sanere erhvervsstøtten for 2 milliarder kroner, hvorunder 1 milliard kroner blandt andet er øremærket til FoU-fradraget. Hvorvidt regeringen ønsker at permanentgøre ordningen, står uklart. Mere sikkert er det til gengæld, at vi kan forvente en kappestrid om erhvervsstøttemidlerne.

Den svære afgrænsning

I skyggen af det ustabile politiske og lovgivningsmæssige grundlag er der opstået en massiv praksis på baggrund af den svære sondring mellem såkaldt almindelige driftsomkostninger og omkostninger til forsøg og forskning. En svær kamp for skatterådgivere, virksomheder og myndigheder.

Som det også påpeges af René Ventzel, EY, i temaartiklen i dette nummer af Taxo, skaber nyhedselementet udfordringer. Udover at være dynamisk forudsætter det også en meget konkret indsigt i forhold til den konkrete virksomhed og branche. Det stiller enormt omfattende krav til den grundlæggende beskrivelse af faktum i dialogen mellem rådgiver og myndigheder.

Politikerne burde allerede nu afklare, hvorvidt der skal være tale om ny viden (forskning) og/eller kendt viden (udvikling). Skattemyndighederne anbefaler virksomheder og skatterådgivere at indhente bindende svar, hvis man ønsker sikkerhed for at kunne opnå fradraget, men praksis må aldrig være så usikker, at et bindende svar er en obligatorisk forudsætning for reglernes anvendelighed. 

Regeringen bør beslutte, om det forhøjede fradrag skal leve eller dø. Rutsjebaneturen kan gå to veje: Er der politisk og finansieringsmæssig velvilje til at prioritere fradraget? Hvis nej, bør løsningen være en permanent fjernelse. Hvis ja, bør der til gengæld også være den fornødne velvilje til at lægge skinnerne i lovgivningen, så praksisdannelsen ikke alene skal stå på mål for FoU-fradragets anvendelsesområde. Altså afklaring af de svære definitioner. Først herefter har virksomhederne et formålstjenligt incitament til at investere langsigtet og trygt i forskning og udvikling til gavn for vores vidensamfund og til gavn for dansk erhvervsliv. Tiden er moden til at skrotte turpasset i den turbulente forlystelse og overveje, hvorvidt der i stedet skal udstedes permanente enkeltbilletter med sikkerhed for, hvor turen går hen.