22. august 2023

Fagligt fokus

Nedtælling: 4 måneder til de nye ejendomsskatter

Før sommerferien blev ny ejendomsskattelov vedtaget med bredt flertal i Folketinget. Den får virkning fra 2024. Men både boligejere, virksomheder - og sikkert også mange rådgivere - er stadig i tvivl om, hvad der sker hvornår, og hvilken betydning de nye ejendomsskatter får på bundlinjen. Især er skæringsdatoen 1. januar 2024 vigtig.


Billede af Camilla Hesselby

Camilla Hesselby Vicedirektør
pur@sfe.qx 2556 4196



Der er nu kun godt fire måneder, til vi møder de nye ejendomsskatter. Blandt de vigtigste ændringer er, at skattesatserne sænkes for at modsvare de højere ejendomsvurderinger.

Ifølge Skatteministeriet betyder de nye skattesatser, at ca. 80% af boligejerne i 2024 vil opleve lavere ejendomsskat end tidligere. For de resterende ca. 20% af boligejere indføres der en årlig skatterabat, der sikrer, at skatten holdes i ro, så ingen eksisterende boligejere kommer til at betale mere i boligskat med de nye 2024-regler, end de skulle have betalt med de nuværende regler.

Rabatten skal ikke betales tilbage. Hvis ejendomsvurderingen senere stiger eller falder, har det ingen betydning for rabatten. En ny ejer kan heller ikke overtage rabatten, og sælger kan ikke tage rabatten med sig til en ny ejerbolig.

Årsskiftet kan få stor betydning for nye købere

Fra og med 2024 flytter opkrævning af grundskyld fra kommunen til den velkendte statslige årsopgørelse. Som sådan er det ikke en ny skat, bare en anden måde at betale på – men det skal nok give anledning til en myriade af henvendelser til skattemyndigheder og revisorer.

Selvom de fleste boligkøbere ifølge skattemyndighederne kommer til at opleve lavere boligskat, er der stor forskel på, om man overtager sin nye bolig før eller efter årsskiftet. Man får nemlig kun skatterabat, hvis man overtager senest 31.12 2023. Hvis man køber et nybygget hus eller en projektlejlighed, skal man have overtaget boligen, og byggeriet skal være færdigmeldt til kommunen inden årsskiftet, hvis man skal have glæde af skatterabat ved overgangen til de nye ejendomsskatter.

Får også betydning for virksomhederne

Virksomhedernes ejendomsbeskatning overgår også til staten fra 2024. Det gælder både grundskylden og den særlige ekstra ejendomsskat på virksomheder, dækningsafgiften, som i 2023 opkræves i 33 af landets 98 kommuner – fortrinsvis i Hovedstadsområdet. Virksomhedernes ejendomsskatter kommer dermed til at indgå i deres Skattekonto på lige fod med opkrævning/håndtering af andre skatter, moms og afgifter.

Desværre er virksomheder, der betaler dækningsafgift af deres erhvervsejendomme, ikke lige så godt stillet økonomisk og retssikkerhedsmæssigt som de private boligejere. Bl.a. er der ikke et loft over de endelige stigninger i skattebetaling, virksomhederne risikerer at opleve, når de nye ejendomsskatter træder i kraft.

Vi har i FSR - danske revisorer – desværre indtil videre forgæves – presset på for en overgangsordning med loft over de årlige skattestigninger for virksomheder, der betaler dækningsafgift, og som forventeligt først i 2027 (!) kommer til at betale ejendomsskat på baggrund af opdaterede erhvervsejendomsvurderinger.

FSR - danske revisorer arbejder for klageadgang og retssikkerhed

En kæde er som bekendt aldrig stærkere end dens svageste led. Og selvom det nye ejendomsskatteregime givetvis er bedre end det gamle, så er problemet de stærkt forsinkede og rent ud sagt skandaliserede ejendomsvurderinger, som skattebetalingen er baseret på, og står og falder med.

Vi har undervejs i høringsprocessen samt i dialogen med politikere og embedsværk især lagt vægt på klageadgang for borgere og virksomheder over ejendomsvurderinger - ikke mindst fordi der i første omgang vil blive anvendt foreløbige vurderinger som grundlag for skattebetalingen.

Tidslinje

September 2023:

Alle boligejere får et brev om de nye skatteregler, og de foreløbige 2022-vurderinger bliver offentliggjort

November 2023:

Forskudsopgørelsen for 2024. Se, hvad du bliver opkrævet i ejendomsværdiskat og grundskyld med de nye boligskatteregler, som træder i kraft i 2024. Vælg, om du vil låne til fremtidige skattestigninger.

1. januar 2024:

Nye boligskatteregler træder i kraft. Du får lavere skat eller skatterabat. Du kan indefryse fremtidige stigninger i dine boligskatter. Opkrævningen af din grundskyld flytter fra kommunen til staten og betales via din årsopgørelse og trækprocent – i stedet for via en opkrævning fra kommunen.

2025:

Endelig 2022-vurdering: Når den endelige vurdering kommer, får boligejeren mulighed for at gøre indsigelse og klage. Derefter bliver boligskatterne genberegnet og efterreguleret.

Læs mere på Vurderingsportalen.dk

Gratis medlem?

Medlemsfordele

Faglige nyheder
Rabat på kurser
Arrangementer og events
Person med krydsede arme

Er du ansat i en medlemsvirksomhed, kan du blive gratis interessemedlem

Læs mere om vores medlemskaber