29. oktober 2024
Karsten Lauritzen om retssikkerhed: ”Revisorerne er en slags boots on the ground”
På skatteområdet er der flere eksempler på, at borgere og virksomheders retssikkerhed er under pres. Derfor er FSR – danske revisorer gået sammen med en række andre organisationer i en ny Retssikkerhedsalliance, der skal styrke retssikkerheden. Og netop revisorer kan spille en vigtig rolle i alliancen, mener tidligere skatteminister Karsten Lauritzen, der er udpeget som alliancens forperson.

Josefine Hyllested Frederiksen
Kommunikationschef
johf@fsr.dk
4187 0853

Karsten Lauritzen, formand for retssikkerhedsalliancen
/Tekst, Peter Kondrup Maul, journalist Dansk Erhverv
”Det er som regel først, når man selv sidder i saksen, at man finder ud af, hvor vigtig retssikkerhed er”. Ordene er 41-årige Karsten Lauritzens. I knap fire år var han skatteminister – den længst siddende blandt de sidste 11 ministre på posten. Og i sin tid som minister i 2015-2019 havde han netop borgernes og virksomhedernes retssikkerhed som mærkesag.
Men nu er Karsten Lauritzen igen stemplet ind i kampen for, at borgere og virksomheder ikke kommer i klemme i urimelig skattelovgivning eller forvaltning. For nylig blev han udpeget som forperson i den nystiftede ”Retssikkerhedsalliancen for bedre skattelovgivning”, som tæller landets største erhvervs-, revisions- og advokatorganisationer – herunder også FSR – danske revisorer.
”Vi har stiftet alliancen, fordi vi har et politisk problem, der desværre ikke bliver løst i dag. Retssikkerhed er et tema, vi hver især har løftet i vores respektive organisationer. Og ved, at vi nu løfter i flok, tror jeg, vi strukturelt kan flytte retssikkerhed længere op på dagsordenen. Både i lovgivningen og i skatteforvaltningens administration”, siger Karsten Lauritzen, der foruden at være forperson i Retssikkerhedsalliancen er branchedirektør i Dansk Industri.
Retssikkerhed skal prioriteres
I september sendte alliancen et brev til skatteministeren for at gøre opmærksom på en række områder, hvor virksomheder og borgere i dag risikerer at komme i klemme. For som Karsten Lauritzen siger, er man på skatteområdet i dag meget opmærksom på at lukke skattehuller – og det er godt. Men det går til gengæld langsomt med at lave tiltag, der begunstiger virksomheder og borgere.
”Jeg tror ikke, at hverken politikere eller medarbejdere møder ind om morgenen og tænker: ’Retssikkerhed er ikke vigtigt for mig’. Men vi kan bare konstatere, at det er et hensyn, der falder langt ned i prioriteringen. Her er vores mål, at vi får sikret en bedre balance mellem konsekvenserne for virksomhederne og så de magtredskaber, som en myndighed kan tage i anvendelse,” siger Karsten Lauritzen.
Et af de områder, hvor alliancen har hejst et rødt flag, handler om, at virksomheder i dag ikke har mulighed for at deponere et beløb til skat, som der er en tvist om. Og da skattesager kan tage årevis at behandle, og der samtidig løber renter og renters rente på det oprindelige krav, risikerer virksomheder at få et gevaldigt rentesmæk, hvis sagen trækker ud. Med en årlig rente på 8-9 procent er det før set, at virksomheder, som har tabt en skattesag, ender med at betale mere i renter end det beløb, sagen oprindeligt handlede om.
Her håber Retssikkerhedsalliancen, at man kan finde en mere retfærdig model, så virksomhederne kan deponere det oprindelige beløb hos skat, mens sagen står på, og dermed undgå et voldsomt rentesmæk.
Revisorer som ’boots on the ground’
Indtil videre har alliancen udsendt tre såkaldte ”early warnings” om uhensigtsmæssig lovgivning eller forvaltning. Den første gælder den førnævnte deponering, den anden gælder trippel-beskatning, som betyder, at en indtægt i særlige tilfælde reelt kan blive beskattet med mere end 100 procent, og den tredje gælder den manglende mulighed for at kunne få genoptaget indkomstår, hvor man som skatteyder har lidt et tab.
Alliancen vil løbende udsende early warnings i takt med, man opdager flere problematiske praksisser, eller der indføres lovgivning, der ikke sikrer borgere og virksomheder en rimelig retssikkerhed. Og særligt her ser Karsten Lauritzen en stor værdi i, at revisorerne har meldt sig som en del af alliancen:
”Vi vil gerne prøve at løfte de her urimelige sager, hvor enten administration eller lovgivning truer retssikkerheden. Her er revisorerne på mange måder en slags ’boots on the ground’. De er nogle af de første til at opdage det, hvis der udvikler sig en praksis, som ikke er i orden. Derfor tror jeg også, at revisionsbranchen vil kunne hjælpe os med at identificere flere early warnings i fremtiden.”
Fra skåltaler til handling
Karsten Lauritzen er forhåbningsfuld om, at Retssikkerhedsalliancen vil skabe fornyet politisk fokus på retssikkerhed – ligesom da han selv var minister. Og skulle politikerne – mod forventning – alligevel ende med at nedprioritere hensynet til retssikkerheden, vil alliancen klart kunne fremhæve de områder, hvor arbejdet er gået i stå, siger Karsten Lauritzen.
”Hver gang vi udsender en ny ’early warning’, giver det anledning til at se på, hvor mange af de foregående advarsler, der er blevet handlet på. Og det er klart, at hvis bunken bare vokser og vokser, bliver det også tydeligt, om retssikkerhed er noget, politikerne rent faktisk handler på, eller om det er noget, der mest fylder i skåltaler”.
Men som Karsten Lauritzen fremhæver, bør politikerne ikke kun prioritere retssikkerheden for at undgå kritik fra den nye alliance. For som den tidligere skatteminister ved, er der flere gode grunde til at prioritere hensynet til borgernes og virksomhedernes retssikkerhed:
”Vi har et af verdens højeste skattetryk. Og hvis man gerne vil undgå, at folk snyder og svindler, så skal vi motivere dem til det. Hvordan gør man det? Jo, det handler om, at man for det første har tillid til, at skatten er rimelig. For det andet, at man har nogle rettigheder, hvis man oplever, noget er urimeligt. Og for det tredje, at man oplever, at alle andre betaler deres del. Her er retssikkerhed en af de mest effektive veje til at styrke tilliden og villigheden til, at folk betaler deres skat”, slutter Karsten Lauritzen.
Retssikkerhedsalliancen består af FSR - danske revisorer, Dansk Industri, Dansk Erhverv, Foreningen af Danske Skatteadvokater, Danske Advokater og Advokatrådets skatteudvalg.