Hvad holder en revisor vågen om natten?

DebatKommentar, 27. september

Revision
Nej, det er ikke en revisor-joke, men et spørgsmål som den britiske revisorforening har stillet til deres medlemmer.
 
Svaret er interessant og relevant. Det handler om at stille spørgsmål - de rigtige spørgsmål og de kritiske spørgsmål til ledelsen og det materiale den lægger frem.
 
Resultatet er blevet en film om etiske dilemmaer i forbindelse med en børsintroduktion af en familieejet virksomhed, hvor en række situationer på pædagogisk vis udstiller de vanskelige dilemmaer, revisor står over for. Skal det efterprøves om et råd fra en professionel skatterådgiver er aggressivt? Skal nye oplysninger vedrørende en mulig retssag tilgå revisionsudvalget med det samme eller skal det afvente yderligere oplysninger i sagen? 
 
Hovedbudskabet i filmen er, at revisorernes kernekompetencer - uafhængighed, integritet, dømmekraft og en god portion skepsis og sund fornuft - sammen med robusthed og evnen til at stille spørgsmål og sige fra er vigtigere end nogensinde, og at vi skal værne om det. Et stærkt budskab, som vi er enige i.
 
Filmen dannede optakt til en diskussion på et medlemsmøde i den europæiske revisorforening om etik og skatterådgivning, et felt hvor foreningen allerede for to år siden fremlagde 10 forslag til en samfundsmæssig ansvarlig og etisk bæredygtig skatterådgivning.
 
Den skotske forening præsenterede en række interessante initiativer, som er i tråd med den moralske oprustning, der sker i de europæiske parlamenter inklusive det danske Folketing i disse år. Et adfærdskodeks skal sikre, at foreningens medlemmer er opmærksomme på ikke at deltage i aggressive skattekonstruktioner. Det hedder blandt andet, at medlemmerne ikke må rådgive om skattekonstruktioner, som går imod de politiske intentioner med reglerne.
 
Det er vanskeligt at være uenig i, og grundlæggende gælder samme retningslinjer i den danske revisorbranche. Problemet opstår, når lovgivningen er uklar eller reglerne er forældede og ude af trit. Derfor har lovgiver et stort ansvar for at sikre enkle og klare skatteregler og være klar i mælet, når de formulerer deres intentioner med skattereglerne. Så skal vi nok tage ansvaret for at sikre høj kvalitet og en samfundsmæssig ansvarlig adfærd.
 
En analyse fra den globale revisorforening viser, at revisorerne betragtes som den mest troværdige og tillidsskabende blandt de professionelle skatterådgivere, når det gælder skatterådgivning.
 
Det er er glædeligt, at branchens omdømme er stærkt, når det handler om skatterådgivning, og det skyldes givet vis, at det etiske perspektiv generelt er stærkt i revisorbranchen. Det skal vi bygge videre på og styrke, så ingen revisor behøver at ligge vågen om natten.