Revisionen er ikke for revisorernes skyld, men for samfundets

DebatUgens kommentar, 23.oktober 2015

FSR - danske revisorer

Af Charlotte Jepsen, administrerende direktør, FSR - danske revisorer 

Folketinget har i denne uge for alvor taget hul på det politiske arbejde, og inden længe skal politikerne igen diskutere, hvor grænsen for revisionspligt skal ligge. Det sker på et tidspunkt, hvor Erhvervsstyrelsen for første gang er begyndt at følge op på de mange forbehold og de mange supplerende oplysninger, revisorerne giver i forbindelse med revisionen. Det gælder blandt andet oplysninger om ulovlige lån i regnskaberne, som Erhvervsstyrelsen orienterer SKAT om.

Selvom Folketinget for et par år siden skærpede reglerne for de ulovlige aktionærlån, er det tilsyneladende fortsat et udbredt problem. Foreningen har for fjerde gang gennemført en analyse af omfanget af anmærkninger om ulovlige aktionærlån i de reviderede regnskaber. Godt 6.500 selskaber havde en anmærkning om et ulovligt lån i revisionspåtegningen på 2014-regnskabet. Heraf var 2.400 nye lån. Det ser således ud til, at de skærpede regler kun har haft delvist effekt på adfærden i virksomhederne.

I forhold til 2013, hvor næsten 10.000 selskaber havde en anmærkning om et ulovligt aktionærlån, er der tale om et fald på 3.500. Selskabernes fravalg af revision er den største enkeltårsag til faldet i anmærkninger om ulovlige lån. Ved fravalg af revision er det lettere at skjule ulovlige lån under fx andre tilgodehavender i regnskabet eller for den sags skyld helt ”fjerne” dem. Det er altså muligt at flyve under radaren.  Vi siger ikke, at virksomheder gør det - men at det er muligt. Virksomhederne skal – uanset om der revision eller ej skrive i regnskabet, hvis der er lån til ledelse og/eller ejere. Det gælder både lovlige og ulovlige lån. Om det sker, og om det sker korrekt, kan man kun få 100 pct. sikkerhed for ved, at revisor er inde over eller ved, at myndighederne kontrollerer det.

Derfor er der grund til at kvittere for, at offentlige myndigheder er begyndt at følge op på de ulovlige lån. Folketinget har besluttet, at det er ulovligt, hvis virksomhedsejerne og -ledelserne blander deres private økonomi sammen med virksomhedens. Revisorerne er blevet pålagt at gøre opmærksom på, hvis det sker. Det giver simpelthen ikke mening, at revisorerne skal agere kontrollanter på myndighedernes vegne, hvis myndighederne ikke følger op og sanktionerer, når reglerne brydes.

De 6.500 ulovlige lån i de reviderede 2014-regnskaber repræsenterer en samlet værdi på 1.4 mia. kr. Hertil kommer – konservativt – anslået 3.100 lån i de ikke-revidere regnskaber. De repræsenterer en værdi på over 600 mio. kr.  Der er således antageligt ulovlige lån for omkring 2 mia. kr. Penge, som risikerer aldrig at komme til beskatning, fordi lånene ikke opdages og selskaberne bliver tømt.

Virksomhedernes fravalg af revision risikerer altså at koste statskassen skattekroner, hvis lånene ikke bliver opdaget. Revision er derfor ikke kun værdifuld for de virksomheder, der får revideret deres regnskab. Revisionen er med til at sikre statens skatteprovenu og har en samfundsmæssig værdi.

Det er vigtigt at være opmærksom på, når Folketinget senere i samlingen skal drøfte revisionspligten. Det risikerer at koste statskassen skattekroner at lempe revisionspligten, med mindre myndighederne sætter noget andet i stedet. Vi er ikke i tvivl om, at den forebyggende kontrol, der sker i forbindelse med revisionen, er samfundsøkonomisk mere effektiv end myndighedernes opklarende kontrol. Og så er den offentlige myndighedskontrol jo heller ikke gratis. Den kontrol og opfølgning, de offentlige myndigheder gennemfører i øjeblikket, skyldes alene en ekstrabevilling på finansloven for 2015.

Hvor grænsen for revisionspligt skal ligge, er op til politikerne. De må afgøre, hvilke risici de vil pålægge statskassen og brugerne af virksomhedernes regnskaber, som risikerer at tabe penge, hvis virksomheden går konkurs og selskabet er tømt. Revisionen er ikke for revisorernes skyld, men for samfundets.

Kontakt

  • Charlotte Jepsen

    Administrerende direktør

    3369 1098
    4193 3198