19. juni 2017

Nyheder og pressemeddelelser Nyheder

12 mio. digitale indberetninger: Mindre bøvl og mere omtanke i offentlig digitalisering

42 digitale forslag fra Virksomhedsforum for enklere regler skal gøre det lettere for virksomhederne at kommunikere digitalt med myndighederne. FSR – danske revisorer og Dansk Erhverv har sammen med resten af Virksomhedsforum bidraget til udarbejdelsen af de mange forslag.


Rundt regnet 12 mio. digitale indberetninger modtager det offentlige fra de danske virksomheder årligt. Det drejer sig blandt andet om moms, e-indkomst, og Nemrefusion. De digitale løsninger skal gøre virksomheders og borgeres møde med det offentlige nemmere. Men det er ikke altid, at de digitale løsninger lykkes med deres formål.

Systemer, som ikke har tilstrækkelig kapacitet og derfor går ned op til vigtige indberetningsfrister, manglende brugervenlighed, der resulterer i ekstra tidsforbrug i virksomhederne, og dobbelt indberetning af data er også en stor del af virksomhedernes administrative hovedpiner, når de mødes med det digitale myndigheds-Danmark.

”Når de digitale løsninger ikke fungerer optimalt, bliver de til bøvl. Tænk på, at virksomhederne har omkring 12 mio. indberetninger om året til det offentlige. Uanset om man er online som privat borger eller i forbindelse med sit arbejde, bliver man irriteret over systemer, der ikke fungerer. Vi kender eksempelvis alle, når vi sidder og ikke kan gennemføre en bestilling, fordi en hjemmeside er langsom. Det føles som om, der er lim i systemet. Det skal vi gøre op med,” siger erhvervspolitisk direktør hos FSR – danske revisorer, Tom Vile Jensen.

Et af midlerne til at gøre op med virksomhedernes bøvl i mange af de digitale løsninger er regeringens Virksomhedsforum for enklere regler, som netop har afsluttet et digitalt tema ved at oversende 42 forslag til regeringen.
Samlet kan de 42 forslag gøre offentlige digitale løsninger smartere, mere brugervenlige og mindre byrdefulde for virksomhederne.

”Alle virksomheder er digitale virksomheder, og vi forventer at offentlige løsninger spiller lige så let som det bedste vi ellers kender fra nettet. Derfor skaber det stor frustration hos både virksomheder og borgere, når der er knas med det offentliges it-systemer. Det stjæler den dyrebare tid, man som virksomhedsleder egentlig ikke har til rådighed. Spildtid på administrativt bøvl stjæler fra produktudvikling og innovation.,” siger fagchef for IT og Digitalisering hos Dansk Erhverv, Janus Sandsgaard.

Hos FSR – danske revisorer og Dansk Erhverv er vurderingen, at de digitale forslag fra Virksomhedsforum vil fjerne bøvl hos virksomhederne. Men bøvlet var måske aldrig opstået, hvis løsningerne fra start var udviklet i tættere samarbejde med virksomhederne.

”Helt generelt må vi konstatere, at meget af det bøvl Virksomhedsforum adresserer, kunne være undgået, hvis man fra start havde fokuseret på, at løsningerne skal skabe mærkbare forbedringer for virksomhederne. Derfor er vi glade for, at Virksomhedsforum denne gang har tilladt en række mere generelle forslag omkring offentlig digitalisering, som tænker virksomhederne ind fra start og øger fokus på at bruge de digitale muligheder til at eliminere bøvl og skabe forbedringerne for virksomhederne,” siger Tom Vile Jensen.

Forslagene er nu sendt til regeringen, som efter ”følg eller forklar”-princippet skal tage stilling til forslagene videre behandling.

Se alle forslagene fra Virksomhedsforum her


Om virksomhedsforum for enklere regler
Virksomhedsforum fungerer som et uafhængigt rådgivende organ for regeringen, der kan pege på områder, hvor reglerne opleves som unødvendigt omkostningsbebyrdende, eller hvor erhvervslivets dialog med offentlige myndigheder kan forenkles.
Forslag fra Virksomhedsforum, er omfattet af et "følg eller forklar"-princip. Det betyder, at regeringen er forpligtet til enten at gennemføre de initiativer, der bliver foreslået, eller at forklare, hvorfor man ikke gennemfører initiativer.

Digitaliseringstema - deltagerne i arbejdsgruppen
Dansk Erhverv
Dansk Industri
FSR – danske revisorer
Landbrug og Fødevarer
ASE
LO/HK
Håndværksrådet
Finansdanmark
Marianne Lage, medlem af Virksomhedsforum for enklere regler
Ann Frederiksen, medlem af Virksomhedsforum for enklere regler
Janicke Schultz-Petersen, medlem af Virksomhedsforum for enklere regler

 

Mindre bøvl mere business
Forslagene fra Virksomhedsforum bygger på et forarbejde af de deltagende organisationer og virksomhedsrepræsentanter. Dansk Erhverv og FSR – danske revisorer startede arbejdet med kampagnen ’Mindre bøvl! Mere business’, hvor de bad virksomhederne byde ind med konkrete udfordringer fra deres hverdag.

Se mere her - Mindre bøvl mere business

”Vi har fået en del input fra omverdenen. Reality-tjek og lavpraksis har været centralt – det er derfor vi har brugt krudt på debatindlæg, feltarbejde i refleksvest og rakt bredt ud. Det har ført til nye initiativforslag, og det har generelt været med til at konkretisere kataloget af forslag. Virksomhedsforum er en slags ’Byrde-busters’ og værdien størst, når vi er helt konkrete,” siger Janus Sandsgaard, fagchef for IT og Digitalisering hos Dansk Erhverv.

Gratis medlem?

Medlemsfordele

Faglige nyheder
Rabat på kurser
Arrangementer og events
Person med krydsede arme

Er du ansat i en medlemsvirksomhed, kan du blive gratis interessemedlem

Læs mere om vores medlemskaber