Stærk melding fra Tommy Ahlers om livslang læring og tættere kobling mellem universiteter og erhvervsliv

DebatKommentar, 7. juni

Uddannelse

Efter i en måned at have fordybet sig i de videregående uddannelser og forskningens finurlige og forunderlige verden brød den nytiltrådte uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers i den forgangne weekend tavsheden og løftede sløret for sin uddannelsespolitiske kongstanke: Danskerne skal uddanne sig hele livet. Bag den ligger en erkendelse af, at uddannelse koblet sammen med praktisk erfaring oftest betyder, at to plus to giver mere end fire.

I FSR – danske revisorer finder vi det prisværdigt og befriende, at ministeren har insisteret på at have tid til at sætte sig ind i stoffet, før han melder ud, og vi deler tanken om livslang læring. I en verden, der er præget af digitalisering, hastige forandringer og en vis uforudsigelighed er det vigtigt, at uddannelsessystemet er indrettet med henblik på løbende og livslang læring.

I revisorbranchen har det længe været et krav, at revisorerne løbende efteruddanner sig. Bortset fra, at uddannelseskravet herhjemme har været snævert formuleret sammenlignet med de internationale uddannelsesstandarder, har det været et stærkt redskab til at sikre, at revisorerne er ajour med relevante og nødvendige faglige kompetencer, og at kvaliteten i branchens produkter er høj.

Uddannelses- og forskningsministeren giver sin vision om livslang læring næring ved at foreslå, at det såkaldte retskrav blødes op, så de studerende har ret til en kandidatuddannelse i op til tre år, efter de har afsluttet en bacheloruddannelse – og måske en kandidatuddannelse inden for noget helt andet, end det de tidligere har læst. Det er et meget positivt træk, som vi hilser velkomment. Vi ser det som en yderligere løftestang til at få motiverede studerende, der vælger universitetet for at dygtiggøre sig og blive bedre i praksis.

Uddannelses- og forskningsministerens tanker om tættere kobling mellem det praktiske liv i virksomhederne og det teoretiske og forskningsbaserede miljø på universiteterne kan bl.a. realiseres ved at brede erhvervskandidatuddannelsen ud og gøre den permanent. Vi har gode erfaringer med modellen gennem cand.merc.aud.-uddannelsen, som i mange år de facto er blevet udbudt som en slags erhvervskandidatuddannelse. Udover at kandidaterne har en god føling med den praktiske virkelighed, når de forlader universitetet, så har modellen været en garanti for beskæftigelse med en dimittendledighed tæt på nul – også i perioder med generel ledighed i samfundet.

Vi glæder os over, at erhvervskandidatuddannelsen fra efteråret udbydes officielt på de fire universiteter, som udbyder cand.merc.aud. Alle fire universiteter har oplevet en overvældende stor interesse fra studerende, der ønsker at blive optaget som erhvervskandidater på cand.merc.aud.-studiet, og revisorbranchen kommer utvivlsomt til at stille med en forholdsvis stor andel af den første årgang af erhvervskandidatstuderende.

Det er stærke meldinger fra den nytiltrådte uddannelses- og forskningsminister om livslang læring og tættere kobling mellem universiteter og erhvervsliv. Vi ser frem til samarbejdet og til at bidrage med mange års erfaring med den tilgang til uddannelse.

Kontakt

  • Charlotte Jepsen

    Administrerende direktør

    3369 1098
    4193 3198