Statussæson, sommerferie og værdien af revisors ydelser

DebatKommentar, 3. juli

Værdien af revisionSkat

Sommerferien står for døren. Der er siden årsskiftet indberettet næsten 206.000 regnskaber til Erhvervsstyrelsen. Branchen har haft travlt i den traditionelle statussæson, for i langt hovedparten af regnskaberne har der været en revisor inde over - enten med assistance til regnskabsopstillingen eller revision af regnskabet. Det er ikke alene et udtryk for, at revisorernes ydelser er relevante for kunderne. Det er også et udtryk for, at virksomhederne tillægger det værdi at have en revisor med på sidelinjen.

Det er glædeligt i en tid, hvor ny teknologi er i gang med at forandre hverdagen både i virksomhederne og i revisorernes forretning, og hvor alle taler om disruption, og der er gået mode i at tale revisorerne ud af den finansielle og rapporteringsmæssige ligning.

Det er klart, at revisorbranchen står over for store forandringer i en situation, hvor automatisk bogføring og rapportering til myndighederne er lige om hjørnet. Men uanset den teknologiske udvikling vil der fortsat være behov for at validere de processer og systemer, som danner grundlag for virksomhedernes regnskaber, hvis man skal have sikkerhed for kvaliteten af de informationer, der tilgår myndighederne.
Og selvom man kan komme langt med kunstig intelligens og software-robotter, så vil der fortsat være skønsmæssige poster, som skal valideres i et eller andet omfang, om ikke andet så når virksomhederne skal i banken og låne penge.

Så jeg er positiv optimist, især efter at have været rundt i landet og talt digital transformation med foreningens medlemmer. Jeg har oplevet opmærksomhed og nysgerrighed i forhold til den nye teknologi og de udfordringer og muligheder, der følger i dens kølvand.
Jeg har oplevet åbenhed i forhold til at nytænke sine ydelser og forretning, og en forventning om, at foreningen understøtter branchen i den proces. Det gør vi. Det en vigtig del af missionen, og vi har lagt en plan for vores aktiviteter.

Det er ikke kun virksomhederne, der ser værdien i revisorernes arbejde. Efter en række kritiske dokumentarudsendelser om svindel og skatteunddragelse står det klart, at et politisk flertal i Folketinget overvejer at genindføre revisionspligten for en del af den gruppe virksomheder, som ellers var blevet fritaget.

Baggrunden er, at der, i takt med at flere og flere virksomheder fravælger revision, er sket en stigning i omfanget af svindel og skattesnyd samt flere fejl og misforståelser, så statskassen i dag mangler 14 milliarder kroner i skatteindtægter fra de mindre virksomheder.

Det er især systematisk svindel med de såkaldte iværksætterselskaber, der falder i øjnene, hvor man med få klik på Erhvervsstyrelsens hjemmeside og sit NemID kan etablere en håndfuld virksomheder hjemme fra sofaen en lørdag aften. Det er en ærgerlig udvikling, som udfordrer den gode danske selskabsmodel, hvor man nemt kan etablere et selskab og drive sin virksomhed med begrænset hæftelse med de fordele, det indebærer.

For revisorbranchen er det imidlertid positivt, at politikerne ikke længere ser regnskaber og revision som en administrativ byrde på virksomhederne, men har fået øjnene op for, at det rent faktisk har værdi for samfundet og sikrer penge i statskassen, at der er en uafhængig tredjemand inde over virksomhedernes regnskaber. Det er en politisk landvinding, som er resultatet af flere års ihærdig indsats med at finde data, udvikle analyser og dokumentere, at der rent faktisk er en positiv sammenhæng mellem revisorernes involvering og virksomhedernes regelefterlevelse.

Det har Skatteministeriet og skatteministeren heldigvis fået blik for. Det nye moms- og skattetjek er udviklet med henblik på at sikre, at staten får sine skatteindtægter, og det ser ud til, at politikerne har fået yderligere appetit på at bruge revisorerne aktivt i deres kontrolarbejde. Se det korte interview med ministeren herunder.

Det er gode nyheder at tage med på sommerferie, og jeg ønsker alle en god sommer.

Kontakt

  • Charlotte Jepsen

    Administrerende direktør

    3369 1098
    4193 3198