Høringssvar på ISA 315 ajourført

Faglig nyhedFSR - danske revisorer afgiver kritisk høringssvar på IAASB’s udkast til ajourføring af ISA 315 om identifikation og vurdering af risici for væsentlig fejlinformation igennem forståelse af virksomheden og dens omgivelser.

Revision

I juli 2018 udsendte IAASB udkast til ajourføring ISA 315, som havde til formål at:

  • bidrage til en konsistent og effektiv risikovurderingsproces
  • være skalérbar i forhold til virksomhedernes størrelse
  • understøtte og imødekomme brugen af teknologiske værktøjer og
  • understøtte revisors anvendelse af professionel skepsis i risikovurderingsprocessen.

Relevante faglige udvalg, med REVU i spidsen, har gennemgået udkastet og har nedenstående bemærkninger:

ISA 315 er blevet lang og kompleks, uden at det bidrager væsentlig til ovenstående målsætninger. Det er især uhensigtsmæssigt, at det er nødvendigt at kigge på en række flowcharts udarbejdet af IAASB for at forstå risikovurderingsprocessen. FSR – danske revisorer opfordrer til, at kompleksiteten reduceres.

Standarden skulle være skalérbar i forhold til små og ikke komplekse virksomheder, men kravene i standarden tager udgangspunkt i en stor og kompleks virksomhed, og de reducerede krav findes i det vejledende materiale. Det er FSR - danske revisorers opfattelse, at standarden i stedet bør udarbejdes efter en byggeklodsmodel, hvor de grundlæggende krav anføres først, og kravene til større virksomheder anføres i tillæg hertil.

For så vidt angår brugen af teknologiske værktøjer er det FSR - danske revisorers opfattelse, at det fremlagte udkast ikke er tilstrækkeligt vidtgående, samt at det er problematisk, at forsøg på at imødekomme brugen af teknologiske værktøjer primært er placeret i det forklarende materiale.

Det er endvidere FSR - danske revisorers opfattelse, at det fremlagte udkast til ISA 315 er så komplekst og indeholder så mange detailkrav, at det ikke ansporer revisor til at anvende sin professionelle dømmekraft.

Med baggrund i ovenstående er der afgivet høringssvar til IAASB, hvor det konkluderes, at FSR – danske revisorer ikke kan støtte udkastet til ajourføring af ISA 315 i sin nuværende form.

Læs hele høringssvaret her