Manglende omtale af lovovertrædelser vedrørende firmabil giver advarsel

Faglig nyhedSagen i denne nyhed om manglende indberetning af fri firmabil i et hovedaktionærselskab afgøres i tråd med tidligere afgørelser efter retningslinjerne for en mindre førstegangsforseelse. Den takseres dermed til en advarsel. Gentagelse af en tilsvarende forseelse senere må forventes at blive bødesanktioneret.

Om revisorRevision

Sag nr. 36-2017 blev indbragt af SKAT den 29. juni 2017 og afgjort ved kendelse i form af en advarsel den 6. april 2018.

Sagen vedrørte en angivelig tilsidesættelse af god revisorskik, idet revisor havde overtrådt erklæringsbekendtgørelsens § 7, stk. 2, nr. 1, ved i årsrapporten for et selskab for årene 2012, 2013 og 2014 at have undladt at medtage supplerende oplysning om selskabets overtrædelse af skattekontrollovens § 7 A og 7 C om indberetning af en direktørs rådighed over en firmabil.

I sit processkrift henviste SKAT til præcedens i sag nr. 42-2014, hvor Revisornævnet havde ikendt revisor en advarsel i sin kendelse af 26. marts 2015. Beløbene for ikke indberettet fri bil var større i præcedenssagen – 389.437 kr. i 2008, 467.384 kr. i 2009 og 118.971 kr. i 2010, end i den aktuelle sag – 76.902 kr. i 2012, 97.560 kr. i 2013 og 9.612 kr. i 2014. Derfor var det påregneligt, at sanktionen, da der var tale om en førstegangsforseelse, ville blive en advarsel. SKAT´s indbringelse er dog helt forståelig ud fra det synspunkt, at en advarsel kan medvirke til at forebygge gentagelse. Dette står i modsætning til mindre førstegangsforseelser i kvalitetskontrollen, der ikke indbringes for Revisornævnet; de kan imidlertid indbringes sammen med eventuelle mindre gentagelsesforseelser, forudsat tidsrammen for indbringelse overholdes – det vil sige inden fem år efter forseelsen.

Revisor forsøgte sig forgæves med et ex post argument om, at klienten ikke var blevet sanktioneret strafferetligt efterfølgende, og at SKAT derfor måtte have ment, at der ikke forelå nødvendig strafferetlig tilregnelse i form af forsæt eller som minimum grov uagtsomhed. Dette argument lagde Revisornævnet ikke vægt på, fordi ”der ikke nødvendigvis er noget sammenfald mellem en skatteyders strafansvar og skatteyders revisors disciplinæransvar”.

Henset til virksomhedens karakter af en mindre hovedaktionærvirksomhed, og til indklagedes viden om, at selskabet havde en bil til rådighed, fandt Revisornævnet, at revisor burde have anmodet om oplysninger om hovedaktionærens eventuelle anvendelse af bilen. Nævnet bemærkede, at ”revisor har særlig anledning til at forholde sig til spørgsmålet om fri bil i mindre og mellemstore hovedaktionærselskaber, jfr. FSR’s notat af 15. juni 2015 om revisors arbejde i forbindelse med skatteopgaver i sådanne selskaber”.

Nævnet fandt, idet der i sagen var tale om ikke uvæsentlige beløb, og idet selskabets ledelse på baggrund af bestemmelserne i skattekontrollovens § 14 kunne ifalde strafansvar for undladelsen af indberetningen til SKAT, at indklagede revisor som offentlighedens tillidsrepræsentant burde have afgivet en supplerende oplysning herom i sine erklæringer på årsrapporterne for 2012, 2013 og 2014.

Den nye bestemmelse i erklæringsbekendtgørelsen på pådømmelsestidspunktet om, at der ikke kræves supplerende oplysninger ved uvæsentlige forhold, kunne således ikke påvirke bedømmelsen efter princippet i straffelovens § 3: der var ikke tale om et uvæsentligt forhold, og dermed blev strafbarhed og udmåling af straf ikke påvirket i forhold til den gældende erklæringsbekendtgørelse på gerningstidspunkterne, hvor de mangelfulde erklæringer blev afgivet.

Sagen blev således afgjort med en advarsel. Revisor havde selv subsidiært forudset dette, såfremt Revisornævnet skulle nå til den modsatte konklusion af en frifindelse. I så fald blev Revisornævnet bedt om at overveje

”at der i givet fald er tale om en førstegangsforseelse, og at sagen er en mindre alvorlig forseelse, således at sanktioneringen bør bestå i en advarsel”.

Sag nr. 36-2017