Mere transparens omkring skatterådgivning er vejen frem

DebatKommentar, 9. november

Skat

Så skete det igen. En ny omfattende lækage af dokumenter om international skatteunddragelse og brug af skattely – de såkaldte #ParadisePapers. De viser, at problemet med international skatteunddragelse er ganske omfattende. Der er tale om milliarder USD, som bliver flyttet rundt mellem forskellige jurisdiktioner for at minimere skattebetalingen.

Mange af disse såkaldte "leaks" indeholder ikke nødvendigvis kun ulovligheder. Noget er lovlig skattearbitrage, andet er i gråzonen. Det lovlige er uproblematisk. Det ulovlige skal straffes.

Gråzonen er det vanskelige, og det er her politikerne må træde i karakter og sætte rammerne. Og det kan politikerne kun gøre ved at harmonisere reglerne internationalt og definere et sæt spilleregler, som alle forpligter sig til at efterleve. Der er tale om transaktioner på tværs af landegrænser, og det er derfor et grænseoverskridende problem, som ikke kan løses nationalt. Ethvert forsøg herpå vil være symbolpolitik.

Helt grundlæggende handler det om, at der er forskel i skattereglerne og administrativ praksis landene imellem. Det er det, der giver incitament til den internationale skattearbitrage.

Selvom fokus har været på skattely som Bermuda, Cayman Islands og andre eksotiske steder, så er der også lande inden for EU-familien, som har indrettet sig med gunstige skatteordninger. Det gælder blandt andet Holland og Luxembourg. Så selv inden for EU bliver det vanskeligt at opnå enighed om et fælles sæt spilleregler - fordi det kræver enstemmighed. 

Som professionelle rådgivere og offentlighedens tillidsrepræsentant har vi naturligvis et ansvar for at medvirke til at bekæmpe ulovlig skatteunddragelse. Det er baggrunden for, at vi har fremlagt 10 forslag, der skal skabe transparens og tillid til den skatterådgivning, som foregår. Vi ønsker et sæt fælles spilleregler for alle skatterådgivere, hvad enten det er advokater, revisorer, formueforvaltere eller de såkaldte sidegaderådgivere. Formålet er at sætte en fælles høj standard for skatterådgivningen og gøre det maksimalt besværligt at være useriøs skatterådgiver.

I revisorbranchen er vi allerede underlagt et omfattende sæt regler om etik, gennemsigtighed og krav til uddannelse og forsikring, som sikrer en høj standard, og vi er overbeviste om, at problemet med useriøse skatterådgivere skal findes uden for den organiserede del af rådgiverbranchen, hos aktører som ikke er underlagt god skik regler. Det er blandt andet derfor vi foreslår et fælles skatterådgivernævn, som skal arbejde på grundlag af et ”code of conduct” for alle skatterådgivere.   

Vi nærer ingen illusioner om, at disse 10 forslag alene vil løse problemet med international skatteunddragelse og brug af skattely. Vi tror imidlertid, at de sammen med den skattelypakke, som et enigt Folketing vedtog før sommerferien kan bidrage til skabe transparens og gøre det vanskeligere at benytte skattely og unddrage sig skat. I revisorbranchen tager vi skarpt afstand fra al skatteunddragelse og vi vil gerne bidrage til at lukke skattehuller og begrænse den usunde skattekonkurrence mest muligt.

Kontakt

  • Charlotte Jepsen

    Administrerende direktør

    3369 1098
    4193 3198