Fuld opbakning til nyt udspil om erhvervskandidater

DebatKommentar, 2. marts

Uddannelse

Vi nærmer os det, der i økonomsprog hedder fuld beskæftigelse, og mangel på kvalificerede kandidater til de ledige stillinger er en voksende udfordring i revisorbranchen. Det mindsker også udbuddet af kandidater, at Folketinget med en rigid fremdriftsreform har gjort det sværere at koble et universitetsstudie med relevant erhvervsarbejde og sat en effektiv stopper for den hidtidige succesfulde praksis i revisorbranchen med at studere samtidig med, at man har et fuldtidsarbejde.

Derfor er der grund til at kvittere for Socialdemokratiets flaskehalsudspil, der kom tidligere på ugen, og som adresserer de problemer, der er opstået i kølvandet på fremdriftsreformen. Socialdemokratiet foreslår konkret, at der gennemføres en erhvervskandidatordning for udvalgte videregående uddannelser, hvor virksomhederne oplever udfordringer med mangel på kvalificerede medarbejdere.

I FSR – danske revisorer ser vi en erhvervskandidatuddannelse som et effektivt middel til at styrke sammenhængen mellem universiteterne og erhvervslivet. En fireårig kandidatuddannelse uden SU, med krav om fremdrift og med mulighed for fuldtidsarbejde kan være med til at løse revisorbranchens og andre branchers udfordringer med mangel på kvalificerede kandidater.

Vi har mange gange og mange steder fremført de uheldige konsekvenser af fremdriftsreformen. Først og fremmest i form af færre kandidater til revisorbranchen og større rekrutterings- og uddannelsesomkostninger.
For ikke nok med, at det koster 100.000 kroner at få kandidaterne færdiguddannet fra universitetet, hvis de ikke kan gennemføre studiet på normeret tid. Mange af de studerende har læst HD forinden, og det koster nogenlunde det samme. Det er en udfordring med den slags skjult brugerbetaling på uddannelse. Især når man er i en ”videnstung” branche, hvor medarbejderne er det vigtigste aktiv. Men det er også uhørt i et land, hvor politikerne bryster sig af, at vi har gratis uddannelse til alle, og hvor skiftende regeringer har lovprist et tæt samarbejde mellem universiteterne og erhvervslivet.

Vi kan kun opfordre til, at Folketingets partier griber den bold, Socialdemokratiet har kastet. Og hvor der er politisk vilje, er der også en vej.  Der ligger allerede en konkret model klar. Udarbejdet og støttet af Dansk Erhverv, Dansk Industri, Akademikerne og samtlige danske universiteter efter inspiration fra foreningen.

Mangel på kvalificerede kandidater er en stopklods for vækst i mange brancher. Flere virksomheder har allerede meddelt, at de må sige nej til nye opgaver, fordi de ikke kan rekruttere kvalificeret arbejdskraft.
En erhvervskandidatuddannelse er en del af løsningen og et effektivt middel i forhold til udbuddet af højtuddannet arbejdskraft.