Klare og forudsigelige regler er alfa og omega for revisorerne og deres kunder

DebatKommentar, 19. januar

Skat

Retssikkerhed begynder med klar og forudsigelig lovgivning. Sådan åbnede formanden for FSR – danske revisorers skatteudvalg, Bjarne Gimsing, revisorernes og advokaternes retssikkerhedskonference på Christiansborg i går. Alle medlemmer af foreningen ved, hvad skatteudvalgsformanden taler om. Listen over dårlig lovgivning, der påvirker medlemmernes hverdag er lang: Ulovlige aktionærlån, fradrag for lønomkostninger, ændring af virksomhedsordningen, fordeling af underskud, personers fradrag for kurstab - blot for at nævne nogle få eksempler.

Dårlig og uklar skattelovgivning lader både skatteborgerne og skattemyndighederne i stikken og har store samfundsøkonomiske konsekvenser. Virksomhederne undlader måske at foretage en investering, fordi de ikke kan kvalificere og bedømme de skattemæssige konsekvenser af deres dispositioner. Og klagesystemet belastes, når der opstår uenighed om fortolkningen af uklare reglerne.

Derfor foreslår FSR – danske revisorer at sætte en proces og et forum op, hvor der skabes åbenhed om, hvilke love og lovforslag, der ud fra en faglig og praktisk synsvinkel kan være problematiske. Altså mere transparens, så politikerne kan følge med i, om effekten af reglerne lever op til de intentioner, der lå til grund for den oprindelige lovgivning.

På den måde kan politikerne få et reelt ”say” i forhold til de regler, som de beslutter i Folketinget og indsigt i, om reglerne bliver udmøntet i overensstemmelse med de intentioner, der lå bag. I den forbindelse slår vi også et slag for, at skattemyndighederne gør mere brug af de konstruktive input, der kommer fra høringerne. FSR – danske revisorer er ubetinget den erhvervsorganisation i Danmark, der kommer med de fleste og mest grundige høringssvar på erhvervsbeskatningsområdet. På den måde sidder nøglen til bedre lovkvalitet blandt andet også i et øget og styrket samarbejde mellem FSR – danske revisorer og skattemyndighederne, og vi er klar.

At vi i foreningens arbejde fanger områder, der potentielt kan udvikle sig til både retssikkerhedsmæssige problemer og i masser af bøvl for virksomheder og myndigheder er sagen om en gul Audi, som skattemyndighederne har beslaglagt med henvisning til, at de mente, at ejeren ”påtænkte” at bryde reglerne, et godt eksempel på. Østre Landsret afsagde på dagen for vores retssikkerhedskonference dom i sagen og bad skattemyndighederne udlevere skatteborgerens bil. Den går ikke, sagde Østre Landsret. Men myndighederne kunne have valgt at bruge de input de fik i høringsprocessen til den pågældende bekendtgørelse, hvor foreningen i sit høringssvar af 9. juli 2014 skrev til ministeriet: ”De upræcise formuleringer giver alt for store frihedsgrader for at anlægge skønsbetragtninger, som efterfølgende næppe kan undgå at blive genstand for langvarige retssager”. Den første store og tidskrævende sag blev så afklaret i går, og borgeren fik ret - heldigvis.

Når det så er sagt, så er der også stor ros til ministeren. Karsten Lauritzen har indtil nu gennemført to retssikkerhedspakker, hvor der blandt andet er blevet indført omkostningsgodtgørelse, der er blevet oprettet et skattelovråd og en enhed under Folketingets ombudsmand, som kan tage sager op, når borgere og virksomheder føler sig klemt af systemet. Initiativer, som FSR – danske revisorer har arbejdet hårdt for gennem de senere år.  Og ministeren kvitterer i dag i Berlingske for indsatsen med ordene ”Fagfolkene har ret”. Det er vi glade for, og vi glæder os også over, at ministeren varsler flere retssikkerhedspakker, den første med henblik på at modernisere den efterhånden bedagede skattekontrollov.