Nu kan man snart igen uddanne revisorer på deltid, uden det koster ekstra

DebatKommentar, 16. november

Om revisorUddannelse

Folketinget behandler i disse uger et lovforslag om en ny erhvervskandidatuddannelse, som betyder, at det bliver muligt at studere på deltid uden betaling. Revisorbranchens succesfulde model med at kombinere studiet med relevant praktisk arbejde får således nyt liv, og revisorbranchen vil fremover uden ekstra omkostninger kunne tilbyde et uddannelsesforløb med et betydeligt praktisk element. 

Det er vi overordentlig godt tilfredse med. Det har været en lang og sej kamp at få indført erhvervskandidatuddannelsen. Men det har været en vigtig kamp, så uhensigtsmæssighederne i den såkaldte fremdriftsreform, hvor man med rigide regler har ville tvinge de studerende hurtigt gennem uddannelsen og pålagt revisionsfirmaerne at betale op mod 100.000 kroner, for at deres medarbejdere kan studere på deltid, bliver afbødet.

I revisoruddannelsen har der traditionelt været et betydeligt element af mesterlære og sidemandsoplæring, og den nye erhvervskandidat betyder, at det fortsat vil være muligt at uddanne revisorer i hele branchen.

Og selvom ny teknologi og automatiske processer fremover vil overtage en del af de basale opgaver, så vil der fortsat være et stort behov for et praktisk element i revisoruddannelsen – ja i mange uddannelser. Og selvom den videnseksplosion, der sker i disse år, betyder, at det akademisk-faglige får større betydning, så er det nødvendigt at flytte fokus i uddannelsesforløbet fra teoretisk udenadslære til projekt-, case- og praktikarbejde. Kernekompetencer i forhold til økonomi- og regnskabsflow, skat og elementær selskabsret er stadig relevante. Men de bliver fremover nødt til at blive set som elementer i en interaktiv læring samt levende projekt- og casearbejde. Den mest relevante læring sker i praktikken. Det er derfor nødvendigt at afveje forholdet mellem uddannelse og praktik langt grundigere. Erhvervskandidaten er et vigtigt element i den afvejning.

Det er forventningen, at universiteterne udbyder den nye erhvervskandidatuddannelse til sommeroptag i 2018. Det forudsætter imidlertid, at lovforslaget bliver vedtaget tidsnok til, at universiteterne kan nå at have erhvervskandidatuddannelsen med, når de åbner for ansøgninger til kandidatstudierne primo 2018. Det stiller betydelige krav til hastigheden i Folketingets behandling af lovforslaget. I foreningen er vi særdeles tilfredse med, at politikerne i Folketingets Uddannelses- og Forskningsudvalg har lyttet til vores bekymring og efter en henvendelse fra foreningen har sat det højt på dagsordenen med forventet vedtagelse inden udgangen af november.

Vi noterer i den forbindelse med stor tilfredshed, at uddannelses- og forskningsminister Søren Pind og hans ministerium allerede har sendt et udkast til bekendtgørelse om den ny uddannelse i høring. Vi forventer, at alle uddannelsesstederne i landet vil udbyde cand.merc.aud. som erhvervskandidatuddannelse, og vi ser frem til at levere kandidatstuderende til alle universiteter.