Skat til debat

DebatKommentar, 1. juni

Skat

Ugen begyndte med store overskrifter om, at de 320 rigeste danske familier har 60 milliarder kroner skjult i skattely. Det viste sig at være en sandhed med modifikationer, og at DR havde gjort regning uden vært. Der var tale om et usikkert skøn på baggrund af et landestudie, som sandsynliggør, at 0.01 procent af de rigeste har placeret en fjerdedel af deres formue i skattely. 

Historien om de mange milliarder i skattely kom til at danne optakt til en vigtig høring om skattely på Christiansborg, hvor Folketingets skatteudvalg havde bedt en række aktører - heriblandt FSR – danske revisorer - komme med deres bud på, hvordan man bekæmper skatteunddragelse og brug af skattely. Et vigtigt budskab under høringen var behovet for øget transparens, hvis man skal komme de useriøse skatterådgivere til livs. De useriøse rådgivere opererer nemlig i det skjulte, så øget synlighed er med til at gøre deres arbejde sværere.  

Interessante konklusioner der ligger på linje med foreningens 10 forslag om at skabe synlighed om skatterådgivere og skatterådgivning og definere et sæt fælles spilleregler, som skal gælde alle skatterådgivere, uanset om det er revisorer, advokater, bankrådgivere eller andre. 

Blandt deltagerne i høringen var der enighed om, at man kan komme et stykke vej med at regulere skatterådgiverne. Det reelle problem er imidlertid, at der er forskel i skattereglerne landene i mellem, og at nogle lande, som eksempelvis Irland, Luxembourg og Cypern, bruger deres skattesystem aggressivt til at tiltrække investeringer.

Debatten, om hvordan vi bekæmper international skatteunddragelse og skattely, er imidlertid vigtig. Det er et stort samfundsmæssigt problem, som koster milliarder af kroner i tabt skatteprovenu og som er med til at underminere tilliden til skattesystemet. Derfor er en effektiv og intelligent kontrolindsats også en del af løsningen. I den forbindelse er der grund til at kvittere for, at Folketingets partier har afsat 25 millioner kroner årligt de næste fem år til at bekæmpe international skatteunddragelse.

Det har afgørende betydning, at vi har et stærkt og robust skattevæsen, som har de nødvendige ressourcer. Det var også et af budskaberne fra statsministeren ved Folketingets afslutningsdebat, hvor han understregede, at vi skal have tillid til, at enhver svarer sit, at myndighederne skal have styr på tingene og at regeringen derfor opruster skattevæsenet og sætter gang i en undersøgelseskommission. ”Ellers skrider tilliden – ikke bare til vores myndigheder – men til hele den model, vores samfund bygger på”, som statsministeren udtrykte det.

Den analyse er vi enige i. Vores eneste bekymring er, at en undersøgelseskommission fjerner fokus fra den vigtige opgave at opruste skattevæsenet, som Folketinget med en investering på syv milliarder har sat i gang. Det er vigtigt at lære af fortidens fejltagelser, men det må ikke skygge og lægge sten i vejen for den helt nødvendige genopbygning af et stærkt og robust skattevæsen.

Kontakt

  • Charlotte Jepsen

    Administrerende direktør

    3369 1098
    4193 3198