Det kræver agil regulering at høste gevinsterne ved ny teknologi

DebatKommentar, 5. oktober

Folketinget åbnede i tirsdags. Det er statsskuddet på en politisk sæson, som rummer vigtige reformforhandlinger og mange lovforslag med konsekvens for dansk erhvervsliv.

Første store politisk træfning er Folketingets traditionsrige åbningsdebat i dag, hvor partierne positionerer sig, lægger snublesten og driller hinanden. Det er en vigtig politisk debat, som sætter scenen for efterårets politiske forhandlinger og lovgivningsarbejdet.

Det er en interessant iagttagelse, at politiske institutioner, som Folketingets åbning og åbningsdebat grundlæggende er uforandrede i en tid, hvor alting i det omgivende samfund forandrer sig med stigende – og i nogle sammenhænge presserende – hastighed. Det gælder ikke mindst den teknologiske udvikling.

Hastighedspresset rækker også ind i lovgivningsarbejdet og reguleringen af erhvervslivet. Lovgiverne opererer inden for et økosystem af idéer, kultur og teknologi, hvor teknologien er det afgørende element, der ændrer sig hurtigst. Blandt andet fordi den teknologiske udvikling er selvaccelererende. En opfindelse muliggør udviklingen af andre.

Det er afgørende, at reguleringen kan følge med den teknologiske udvikling, hvis vi skal undgå, at vi som samfund hægtes af udviklingen. Det bør være et pejlemærke for lovgivere og regulatorer at sikre, at samfundet kan høste gevinsterne ved ny teknologi og nye forretningsmodeller.

Det kniber i dag. I revisorbranchen eksisterer der i dag teknologiske muligheder, som vi ikke udnytter maksimalt, fordi de teknikker, der findes i dag ikke var forudsat i de regelsæt, der revideres efter. Brug af digitale værktøjer til at analysere store datamængder og transaktioner med henblik på at afdække eksempelvis besvigelser og droner til at foretage lageroptælling på de store bilfabrikker giver sikkerhed tæt på 100 procent. Alligevel er revisorerne nødt til at foretage en traditionel revision for at efterleve reglerne. Det er ikke hensigtsmæssigt. Derfor bliver lovgivere og regulatorer nødt til fremover at afregulere og ”sætte revisorbranchen fri” og give plads til at eksperimentere og udfordrer eksisterende regler, hvis vi skal høste gevinsterne ved den nye teknologi.

Der eksisterer givetvis tilsvarende eksempler i andre branchen, og det afspejler, at politikerne udover et overordnet pejlemærke, bør knæsætte en række principper for den måde, der reguleres på, som sikrer, at lovgivningen kan følge med udviklingen i ny teknologi og nye forretningsmodeller. En agil og fleksibel regulering kan blandt andet opnås ved at regulere ydelser frem for professioner. Derved sikres et ”level playing field” og lige konkurrencevilkår. Mere rammelovgivning vil sikre, at man minimerer detailreguleringens bureaukratiske svøbe. Og en mere liberal tilgang til at ”eksperimentere” vil være en genvej til at overkomme nogle af de forhindringer og snublesten, som den eksisterende lovgivning rummer i forhold til ny teknologi. Derudover vil det være naturligt, at al ny regulering systematisk vurderes med afsæt i et teknologiperspektiv.

Det er komplekst og vanskeligt at sikre agil regulering og få hastighed i lovgivningsprocessen, og det er ikke et problem, som kan løses - endsige italesættes fra Folketingets talerstol under en åbningsdebat. Derfor vil agil regulering ikke være et tema for dagens drøftelser i Folketinget. Det vil udflytning af arbejdspladser, skattelettelser og velfærd - selvom det også er komplekse og vanskelige problemstillinger.

Kontakt

  • Charlotte Jepsen

    Administrerende direktør

    3369 1098
    4193 3198