Hvorfor udarbejde et regnskab?

For de fleste danske virksomheder er det et lovkrav at udarbejde et årsregnskab. Men der er også en række andre gode grunde til, at virksomhederne bruger tid på årsregnskabet.

For de fleste danske virksomheder er det et lovkrav at udarbejde et årsregnskab. Eksempelvis skal alle virksomheder, som drives i selskabsform, aflægge et årsregnskab.

Når man etablerer en virksomhed i selskabsform, hæfter ejeren ikke længere personligt for økonomien i virksomheden. På den måde begrænser ejeren sin egen økonomiske risiko, men øger omvendt risikoen for leverandørerne, bankerne m.v.
Derfor ønsker både samfundet og lovgiver, at der er øget gennemsigtighed omkring virksomheders økonomi, når de drives i selskabsform. En del af den gennemsigtighed skabes gennem årsregnskaberne.

Kravene til informationerne i årsregnskabet stiger i takt med virksomhedens størrelse, og hvilken form virksomheden er drevet i. Eksempelvis skal børsnoterede selskaber levere flere oplysninger i årsregnskabet, og de skal også offentliggøre kvartalsregnskaber, så aktionærer og andre interesserede oftere kan følge udviklingen.
Omvendt er der færre krav til små virksomheder, der ikke har samme offentlige interesse.

Regnskaber er efterspurgt information
Erhvervsstyrelsen solgte i 2010 over 330.000 årsregnskaber.
Derudover sker der et stort salg via andre kanaler, eksempelvis data- og analyse-bureauer som Experian. Det reelle antal solgte årsregnskaber vil sandsynligvis være flere gange større end Erhvervsstyrelsens salg. 

Folder: revision og årsregnskaber

Informationen på denne side er fra FSR - danske revisorers folder om revision og årsregnskaber.

Hent hele folderen her:
Revision og årsregnskaber (pdf)