Udkast til ny cookie-bekendtgørelse

Faglig nyhedErhvervsstyrelsen har sendt udkast til ny cookie-bekendtgørelse i høring. Erhvervsstyrelsen foreslår, at der indsættes en ny undtagelse fra kravet om information og indhentelse af samtykke. Det kan f.eks. være i tilfælde, hvor cookies anvendes til simpel besøgsstatistik på en hjemmeside eller til hjemmesideanalyse.

Virksomhedsret

Erhvervsstyrelsen har fundet det hensigtsmæssigt at foretage en ændring af de danske cookieregler inden for de gældende EU-rammer med henblik på at forenkle reglerne. Ændringen har til hensigt at give mulighed for, at forbrugerinformationen bliver klarere og mere enkel, idet der kun skal informeres og indhentes samtykke ved anvendelse af cookies eller lignende, der har væsentlig betydning for brugerens privatsfære.

I praksis betyder det, at virksomheder, som udelukkende anvender cookies til statistisk brug, f.eks. simple besøgsstatistikker, hjemmesideanalyser eller cookies fra tredjeparter, som kun anvendes til anonym trafikmåling og/eller hjemmesideforbedringer, ikke længere er pålagt at oplyse brugeren herom og ikke længere skal indhente brugerens samtykke hertil.

Cookie-bekendtgørelsens hovedregel, som videreføres, går grundlæggende ud på, at der skal gives information og indhentes samtykke fra brugerne, når der lagres oplysninger eller opnås adgang til oplysninger, der er lagret i en brugers terminaludstyr ved hjælp af cookies eller lignende teknologier. I dag gælder der to undtagelser fra dette krav:

1. Cookies, der bruges i forbindelse med opkobling til internettet
2. Cookies, der sikrer funktionaliteten af en tjeneste, som brugeren har bedt om (teknisk nødvendige cookies)

I tillæg hertil har Erhvervsstyrelsen fundet det hensigtsmæssigt at tilføje en ny undtagelse fra hovedreglens krav om information og samtykke. Den foreslåede undtagelse gælder:

3. Hvis lagringen af eller adgangen til oplysninger alene sker med det formål at få information om kvaliteten eller effektiviteten af en leveret informationssamfundstjeneste eller informations- og indholdstjeneste, når det har meget lidt eller slet ingen betydning for slutbrugerens privatsfære.

Som eksempler på cookies, som omfattes af den nye undtagelse, nævner Erhvervsstyrelsen cookies, som:

  • Anvendes til simpel besøgsstatistik – dvs. hjemmesidens statistik om antal besøgende på hjemmesiden
  • Anvendes til hjemmesideanalyse, hvor cookies f.eks. anvendes til at fastslå hvilke af hjemmesidens undersider, der er de mest besøgte sider
  • Bruges ved test af forskellige hjemmesider (design) til bl.a. at styre, hvilken hjemmeside brugeren præsenteres for og validering af brugerens respons på siden

Den nye undtagelse kan i princippet også omfatte brug af cookies fra 3. parter, dvs. cookies der sættes af andre end hjemmesideejeren selv, men hvor det sikres f.eks. via en databehandleraftale, at indsamlingen af data alene sker med henblik på anonym trafikmåling og/eller forbedringer af den pågældende hjemmeside.

Erhvervsstyrelsen vil senere udsende en opdateret vejledning, der beskriver de nye regler, hvordan de vil blive administreret og indeholder eksempler på cookies, der falder ind under den nye undtagelsesbestemmelse.

Den forventede ikrafttrædelsesdato er 1. januar 2017, og for de virksomheder, som vælger at benytte sig af undtagelsesmuligheden, vil der naturligvis skulle foretages tilpasninger i den eksisterende information og mulighed for samtykke på den pågældende virksomheds hjemmeside.

Læs mere om den foreslåede ændring her