Hvad sker der, hvis man ikke indsender sin erklæring?

Hvert år bliver de af foreningens medlemmer, som er blevet udtrukket til kvalitetskontrol, bedt om at indsende en kopi af kontrollantens erklæring til sekretariatet.

Hjemlen til at understøtte denne forespørgsel findes i FSR – danske revisorers vedtægter, afsnit 4.3.

De medlemmer, som ikke reagerer på sekretariatets henvendelse, vil i første omgang modtage op til tre påmindelser, som hver har 14 dages svarfrist. Det vil blive regnet for reaktion, at man blot meddeler sekretariatet, hvis man endnu ikke har modtaget kontrollantens erklæring. Man vil naturligvis stadig modtage påmindelser, men det vil blive noteret, at man har reageret, og at erklæringen afventes fra kontrollanten.

Når sekretariatet har modtaget erklæringen vil den, såfremt den ikke er blank, blive gennemgået af Kvalitetsudvalget, som derefter beslutter, hvad foreningens reaktion på kvalitetskontrollen skal være. Som udgangspunkt vil man altid blive bedt om at indsende kopi af den efterfølgende korrespondance med Revisortilsynet, herunder Tilsynets svar på kontrollen.

Ifølge vedtægternes afsnit 4.7, er foreningens medlemmer forpligtet til at besvare disse forespørgsler fra foreningen. Hvis man ikke reagerer på sekretariatets henvendelser eller nægter at indsende erklæring om kvalitetskontrollen eller den mulige efterfølgende korrespondance med enten Revisortilsynet eller Revisornævnet, vil man således have overtrådt vedtægternes afsnit 4.3 og 4.7.

Sekretariatet vil derfor, som konsekvens af en manglende reaktion på de gentagne henvendelser, indstille til foreningens bestyrelse, at den pågældende persons eller virksomheds medlemskab af FSR – danske revisorer tages op til overvejelse i henhold til vedtægternes afsnit 6.1, 2. pkt., efter hvilket bestyrelsen kan beslutte at ekskludere et medlem af foreningen, såfremt medlemmet: ”groft eller gentagne gange overtræder foreningens regler, inklusive dennes vedtægt…, eller i øvrigt udviser en uværdig adfærd, herunder ved ikke at besvare henvendelser til besvarelse fra foreningen.”

Det skal understreges, at det er bestyrelsen alene, der træffer beslutning om eksklusion af medlemmer.

Kontakt

  • Liselotte Eftekhar Bang

    Chefkonsulent - cand.jur.

    3369 1045
    4193 3145
  • Mette Conradsen

    Sekretær

    3369 1021
  • Jan Wie

    Kommunikationschef - interne medier og medlemmer

    3369 1028
    4193 3128