Opdatering af revisors erklæringer i Regnskab Basis

Faglig nyhedIndberetningsløsningen Regnskab Basis på Virk.dk er desværre endnu ikke opdateret med de nye revisorerklæringer. Erhvervsstyrelsen oplyser, at revisionspåtegningen vil blive opdateret fredag den 27. januar. Erklæringer om udvidet gennemgang og review opdateres inden for 2 uger.

Revision

I øjeblikket er det ikke muligt at anvende de nye, gældende revisorerklæringer, når virksomheders årsrapporter indberettes i indtastningsløsningen Regnskab Basis.

Erhvervsstyrelsen arbejder på at opdatere erklæringerne i systemet og oplyser:

  • Ændringer til revisionspåtegningen vil efter planen være implementeret fredag den 27. januar
  • Ændringer til erklæringer om udvidet gennemgang og review forventes at være implementeret inden for to uger.

Indtil da præsenteres virksomheden og revisor for de gamle erklæringer, når kladden oprettes i Regnskab Basis. Det er særligt problematisk i de tilfælde, hvor virksomhedens balancedato er den 15. december 2016 eller senere, da revisor i disse tilfælde skal anvende de nye erklæringer, jf. erklæringsbekendtgørelsen.

Erhvervsstyrelsen anviser nedenstående løsninger på to situationer:

Revisionspåtegning – årsrapport indberettes før den 27. januar
Årsrapporter, der indberettes før den 27. januar 2017, indeholder den gamle revisionspåtegning.

Da den nye revisionspåtegning ikke systemmæssigt understøttes af styrelsens system, fraviger styrelsen erklæringsbekendtgørelsens ikrafttræden. Styrelsen tillader således, at årsrapporten indberettes i overensstemmelse med de gamle regler.

Revisionspåtegning – årsrapport indberettes den 27. januar eller senere
Årsrapporter, der indberettes den 27. januar 2017 eller senere, indeholder den nye revisionspåtegning.

Når virksomheden eller revisor logger på Regnskab Basis den 27. januar eller senere, vil der kun være mulighed for at benytte den nye revisionspåtegning. Det giver udfordringer i de tilfælde, hvor kladden er oprettet i Regnskab Basis, og årsrapporten er godkendt på generalforsamlingen før den 27. januar 2017. I disse tilfælde vil der være uoverensstemmelse mellem den generalforsamlingsgodkendte årsrapport (gammel revisionspåtegning) og den indberettede årsrapport (ny revisionspåtegning).

For at sikre overensstemmelse mellem den generalforsamlingsgodkendte årsrapport og den indberettede årsrapport skal disse virksomheder anmode om fritagelse for digital indberetning af årsrapporten og i denne forbindelse vedhæfte en pdf-fil af årsrapporten med den gamle revisionspåtegning, der var indeholdt i årsrapporten, da den blev godkendt på generalforsamlingen.

Styrelsen tillader således, at årsrapporten indberettes i overensstemmelse med de gamle regler. Begrundelsen er også her, at den nye revisionspåtegning ikke systemmæssigt understøttes af styrelsens system på tidspunktet for generalforsamlingsgodkendelsen.

Udvidet gennemgang og review
Samme løsninger vil gælde for årsrapporter, som indeholder en erklæring om udvidet gennemgang eller en erklæring om review. Skæringsdatoen er dog en anden, da disse erklæringstyper først opdateres om ca. 2 uger. Styrelsen oplyser en konkret dato, når denne er endelig.

Styrelsen oplyser, at indberetning af årsrapporter via Regnskab Special og system til systemløsningen er på plads. Der er således ingen erklærings-udfordringer i disse systemer.

Se styrelsens info på ERST.dk
 
Ansøgning om fritagelse for digital indberetning af årsrapport