IASB udsender nye standarder om bl.a. koncernregnskaber og dagsværdimåling

Faglig nyhedUdstederen af internationale standarder, IASB, har i maj 2011 udsendt fire nye regnskabsstandarder, der omhandler koncernregnskaber, fælles-ledede virksomheder, oplysninger om andele i andre virksomheder og måling af dagsværdi. Standarderne skal træde i kraft i 2013.

Regnskab

Den internationale udsteder af regnskabsstandarder, IASB, har den 12. maj 2011 udsendt fire nye internationale regnskabsstandarder:

IFRS 10, Consolidated Financial Statements

IFRS 11, Joint Arrangements

IFRS 12, Disclosures of Interests in Other Entities

IFRS 13, Fair Value Measurement.

Dermed er afsluttet fire af de mange projekter, som IASB har haft i gang de seneste år under formandskab af Sir David Tweedie, der i juni 2011 skal afløses af hollænderen Hans Hoogervorst som ny formand for IASB.

Med udsendelsen af de tre førstnævnte internationale standarder bliver regnskabsreglerne i IFRS og i USA på området for koncernregnskaber og oplysninger om koncernlignende arrangementer tilnærmet hinanden. De nye standarder indebærer, at en række gamle IAS-standarder og fortolkningsbidrag ophæves, nemlig IAS 27 (ophæves delvist), IAS 31, SIC-12 og SIC-13.

Med udsendelsen af IFRS 13 fra IASB og en samtidig udsendelse af en række ændringer i amerikanske regnskabsstandarder afsluttes fem års fælles internationalt arbejde med at skabe fælles regler om måling af dagsværdi og afgivelse af oplysninger i regnskaberne om dagsværdier.

IFRS 13 indeholder ikke i sig selv nye krav om øget brug af dagsværdier i regnskaberne, men skaber en fælles referenceramme for forståelse af begrebet dagsværdi, som hidtil har været meget forskelligt udtrykt og fortolket fra standard til standard. IFRS 13 og de tilsvarende ændringer af amerikanske regnskabsstandarder udgør således et vigtigt element i de to standardudstedende organisationers respons på de mangler og inkonsistenser i standarderne, som blev afdækket under den finansielle krise.

De nye standarder, IFRS 11, 12 og 13, træder i kraft 1. januar 2013. Tidligere anvendelse er tilladt. For børsnoterede selskaber i EU-landene skal standarderne først godkendes af EU-Kommissionen, før de bliver obligatoriske. Standarderne kan købes hos IFRS Foundation.