Arbejdsgruppe ser på regler om opbevaring af regnskabsmateriale

Faglig nyhedEn arbejdsgruppe under Erhvervsstyrelsen overvejer, om reglerne i bogføringsloven om opbevaring af regnskabsmateriale her i landet skal ændres. Arbejdsgruppen ventes at komme med forslag i løbet af foråret.

Regnskab

Erhvervsstyrelsen har i samarbejde med SKAT og SØK nedsat en arbejdsgruppe, der skal se på reglerne om opbevaring af regnskabsmateriale i udlandet. Input vedrørende særlige problemstillinger fra medlemmer af  FSR - danske revisorer er velkomne.

Det er særligt bestemmelsen i bogføringslovens § 12 om, at regnskabsmateriale som udgangspunkt skal opbevares her i landet, samt dispensationsadgangen i § 12, stk. 4, der har vist sig at være problematisk at håndtere.

Kommissoriet består i at kortlægge de hensyn, som bestemmelsen skal varetage, vurdere om de gældende regler og praksis synes hensigtsmæssige og endelig – hvis det skønnes nødvendigt – indstille at der foretages ændringer i den eksisterende lovgivning.

En række virksomheder har søgt om dispensation, fordi virksomhederne kan opnå økonomiske besparelser ved at outsource driften af regnskabssystemerne til udenlandske leverandører. Fænomenet ses f.eks. ved cloud-løsninger, hvor udenlandske leverandører opbevarer databaser med regnskabsmaterialet uden for de danske grænser.

Det overvejes derfor, om der skal foretages ændringer af reglerne om, hvor regnskabsmaterialet skal opbevares, set i sammenhæng med definitionerne af begreberne "regnskabsmateriale" og "bilag" i §§ 3 og 5 i bogføringsloven.

Reglerne skal tilgodese både virksomhedernes behov for effektiv håndtering af regnskabsmateriale og myndighedernes behov for sikker og uhindret adgang til regnskabsmaterialet til kontrolformål.

FSR - danske revisorer er blevet indbudt til en dialog med arbejdsgruppen, og foreningen har således mulighed for at komme med forslag og kommentarer til reglerne om opbevaring af regnskabsmateriale, herunder eventuelle forslag til løsninger på de udfordringer, som bestemmelserne måtte medføre.

I dialogen med Erhvervsstyrelsen, SKAT og SØK deltager bl.a. de statsautoriserede revisorer Dorte Haun fra FSR's selskabsretsgruppe og Claus Thaudahl Hansen fra Informatikudvalget.

Hvis der er medlemmer af FSR - danske revisorer, der ønsker at fremhæve særlige problemstillinger og/eller løsningsforslag, bedes dette meddelt til sekretariatet, att. Ole Steen Jørgensen (osj@fsr.dk) senest den 19/3-2013.