FEE foreslår væsentlige ændringer af forslaget til nyt regnskabsdirektiv

Faglig nyhedDen europæiske revisororganisation, FEE, har i et brev til Parlamentet peget på en række ændringer, som bør gennemføres i det forslag til regnskabsdirektiv, som EU-kommissæren for det indre marked, Barnier, har fremlagt.

Den europæiske revisororganisation, FEE, har i et brev til Europa-Parlamentets retsudvalg fremsat en række forslag til forbedring af det direktivforslag, som EU-kommissær for det indre marked, Michel Barnier, har fremlagt.

FEE støtter hovedideen med direktivforslaget om at lade de to eksisterende regnskabsdirektiver (4. direktiv om årsregnskaber og 7. direktiv om koncernregnskaber) erstatte af et samlet, moderniseret regnskabsdirektiv.

FEE påpeger dog, at EU-Kommissionen burde have foretaget en komplet overhaling af regnskabsdirektivets regler, så direktivet bedre svarer til moderne regnskabskrav karakteriseret ved principbaserede regnskabsstandarder. FEE henviser til, at der burde introduceres overordnede regnskabsprincipper baseret på en grundlæggende regnskabsmæssig referenceramme.

FEE påpeger en række uheldige elementer i direktivforslaget, herunder:

- at det er upassende i bemærkningerne til direktivforslaget at karakterisere udarbejdelsen af informative regnskaber og revision som byrder uden modsvarende at anerkende fordelene og værdiskabelsen for virksomhederne og for samfundet

- at det bør tillades at benytte den nye internationale standard IFRS for SMEs

- at totalharmonisering af oplysningskrav for små selskaber risikerer at medføre faldende kvalitet af de regnskabsinformationer, der er tilgængelige for regnskabsbrugerne, og at princippet om totalharmonisering (hvor medlemsstaterne ikke selv kan fastsætte yderligere krav til bl.a. noteoplysninger) derfor bør udgå af forslaget

- at medlemsstaternes fortsatte adgang til at kræve revisionspligt i små selskaber skal tydeliggøres

- at "merger accounting" (sammenlægningsmetoden) bør indføjes som en valgmulighed for koncerninterne virksomhedssammenslutninger

- at der bør være krav i direktivet om pengestrømsopgørelser for store selskaber

- at land-for-land-rapportering bør ske i en separat rapport.

Synspunkterne fra FEE falder i god tråd med de bemærkninger, som FSR - danske revisorer har afgivet til både FEE og de danske myndigheder.

FEE's brev til Europa-Parlamentet om forslaget til nyt regnskabsdirektiv, februar 2012 

 

 

Kontakt

  • Ole Steen Jørgensen

    Chefkonsulent - cand.merc.aud.

    3369 1026
    4193 3126