Europa-Parlamentet vil udvide land-for-land rapportering

Faglig nyhedEuropa-Parlamentets udvalg for retlige anliggender ønsker mere vidtgående krav om land-for-land rapportering. Udvalget har vedtaget at tilføje banker, telekommunikation og anlægvirksomheder til listen over virksomheder, der skal rapportere om betalte skatter mv. til hvert land. Parlamentet skal nu søge at nå til enighed med EU's Ministerråd.

Regnskab

Det juridiske udvalg (Legal Affairs Committee - forkortet JURI) under Europa-Parlamentet har behandlet forslaget til nyt regnskabsdirektiv.

Formanden for udvalget - Klaus-Heiner Lehne (kristelig demokrat, Tyskland) - har udsendt en pressemeddelelse, der især omtaler de ændringer, som JURI har besluttet i relation til land-for-land-rapportering om betalte skatter og andre ydelser, som virksomheder tilfører til de enkelte stater, hvori de udøver aktiviteter.

JURI besluttede, at land-for-land-rapporteringen skal udvides til også at gælde for banker, telekommunikations-virksomheder og anlægs-entreprenører ("banking, telecoms and construction sectors") foruden de brancher, som oprindeligt var omfattet af EU-Kommissionens direktivforslag ("extractive industries" og "loggers of primary forests").

Det er - som i EU-Kommissionens forslag - kun "store virksomheder" inden for disse sektorer, der skal omfattes.

Der er krav om visse oplysninger for hvert projekt ("project-level disclosures") af et vist omfang.

JURI har således skærpet anvendelsesområdet for land-for-land-rapportering i forhold til EU-Kommissionens forslag og Ministerrådets kompromistekst fra juni, hvilket et af medlemmerne af JURI, Arlene McCarthy betegner "a clear rejection of the 27 member states' weak proposals...". Et andet af medlemmerne af JURI (Eva Lichtenberger fra Den grønne gruppe) har givet udtryk for, at "Clear and detailed project reporting is crucial for the extractive and forestry sectors, with a view to limiting the ability of irresponsible firms to unethically extract resources from developing countries and conflict regions, as well as limiting the scope for corruption and bribery in these areas".

Herudover er der en lang række andre ændringer til EU-Kommissionens direktivforslag.

Klaus-Heiner Lehne udtrykker sin tilfredshed med, at de europæiske lovgivere har modsat sig at gennemføre den internationale standard IFRS for SMEs, som han mener er en platform for "accounting tricks".

Det samlede dokument sådan som regnskabsdirektivet ser ud i JURI's udformning er endnu ikke tilgængelig.

Repræsentanter for Europa-Parlamentet skal nu søge at nå til enighed med Ministerrådet (såkaldte trialog-forhandlinger), inden det færdige direktiv kan vedtages i Parlament og Ministerråd.

Download pressemeddelelse fra Legal Affairs Committee, 18. september 2012: "Oil, gas and diamond companies could be forced to fully disclose payments to governments".