EFRAG nyhedsbrev om status på arbejdet med ny begrebsramme mv.

Faglig nyhedDen europæiske regnskabsorganisation EFRAG giver i to nyhedsbreve et samlet overblik over status på projektet om en ny international begrebsramme for årsregnskaber samt over en række andre aktuelle tiltag.

Regnskab

Den europæiske rådgivende regnskabsorganisation, EFRAG, har i marts 2013 udsendt to nyhedsbreve om aktuelle tiltag inden for udviklingen af en ny international begrebsramme for årsregnskaber samt aktuelle projekter inden for regnskabsstandarder.

Nyhedsbrevet "EFRAG Insider" orienterer om, at EFRAG fortsætter sine aktive bestræbelser på at medvirke til at udvikle et "Disclosure Framework", dvs. en begrebsramme for hvilke oplysninger der bør gives i årsrapporter for at sikre relevant regnskabsinformation på en måde, der indebærer færre byrder for regnskabsaflæggere og mere overskuelige årsrapporter.

Nyhedsbrevet orienterer også om

- fremskridt i det internationale arbejde med en helt ny begrebsramme for årsregnskaber ("Conceptual Framework"), hvor ambitionen er, at begrebsrammen skal være færdig i 2015

- det af EU-Kommissionen påbegyndte arbejde med en frivillig vejledning for eller rettesnor for god regnskabsskik for mindre og mellemstore virksomheder, der ikke er omfattet af EU's regnskabsdirektiver, fx personlige virksomheder og en række interessentskaber

- de væsentligste konklusioner fra den af IASB i 2011 genenmførte "Agenda Consultation", herunder at der er et bredt ønske om, at det seneste årtis mange hyppige ændringer af de internationale regnskabsstandarder efterfølges af en mere rolig periode med udsendelse af et begrænset antal nye og ændrede standarder. Der er endvidere et bredt ønske om, at IASB skal prioritere færdiggørelsen af den nye begrebsramme.

- forventning om, at IASB snart udsender forslag til en ny regnskabsstandard for biologiske aktiver, idet de nuværende regler om brug af dagsværdier (IAS 41) ikke er hensigtsmæssige for visse færdigudvoksede biologiske aktiver, der mere har karakter af et "materielt" anlægsaktiv, og hvor der derfor bør benyttes akkumuleret kostpris eller kostpris med fradrag af afskrivninger (analogt med IAS 16).

Download EFRAG Insider, marts 2013

Download EFRAG nyhedsbrev Keep up with getting a better framework, marts 2013