EFRAG anmoder om input fra virksomheder om leasing

Faglig nyhedEFRAG anmoder - som led i samarbejdet med IASB om at færdiggøre en IFRS-standard om leasing - om inputs vedrørende opdeling af leasingkontrakter henholdsvis eksempler på leasing, der reelt udgør serviceydelser.

Regnskab

Den europæiske rådgivende regnskabsorganisation EFRAG har - sammen med nationale standardudstedende organer i Frankrig, Tyskland, UK og Italien - udsendt en anmodning om inputs i forbindelse med nogle få udestående problemstillinger i relation til den internationale regnskabsstandard om leasing, som nu er meget tæt på at være færdig.

I marts 2014 har de to store standardudstedere - nemlig IASB og FASB - efter mange års arbejde med en fælles standard om leasing og under indtryk af modtagne høringssvar på høringsudkast truffet en foreløbig afgørelse om, at de støtter hver sin metode for regnskabsmæssig behandling af leasing hos leasingtagere. IASB går nu ind for en en-strenget model baseret på det, der i høringsudkastet (Exposure Draft ED/2013/6) blev betegnet som Type A-leasing. FASB går derimod fortsat ind for en to-strenget model, men baseret på kriterirne i IAS 17, hvor der skelnes mellem, om aktivet reelt er et køb eller en anden form for leasing - sidstnævnte omkostningsføres ud fra en lineært forløb over brugstiden.

EFRAG og de store standardudstedende organer i Europa har på den baggrund besluttet at udsende et supplerende høringsdokument, hvori der anmodes om input om holdninger til de to alternative metoder (IASB's henholdsvis FASB's). EFRAG og de standardudstedende organer er ligeledes interesseret i eksempler på kontrakter eller transaktioner, der vil blive anset som leasing efter den nye foreslåede standard, jf. ED/2013/6, men som efter den pågældende virksomheds synsvinkel reelt er en serviceydelse.

Kommentarer kan sendes til EFRAG (robert.stojek@efrag.org) senest den 22. august 2014.

Download EFRAG m.fl.: "Revised IASB Exposure Draft, Leases, Additional public consultation", juni 2014

Link til nyheden på EFRAG's hjemmeside.

Kontakt

  • Ole Steen Jørgensen

    Chefkonsulent - cand.merc.aud.

    3369 1026
    4193 3126