Plancher fra Årsrapportprisen 2016

Faglig nyhedÅrsrapportprisen i Industriens Hus blev afholdt 1. september 2016 med rekordstort antal deltagere. På konferencen fremhævede dommerkomiteen flere stærke sider ved årsrapporter fra de nominerede selskaber og fra selskaber som var tæt på en nominering. Der var desuden paneldebat, afstemninger og som noget nyt 2 workshops.

RegnskabArrangementer

FSR - danske revisorer og Dansk Industri var værter for den vellykkede konference om årsrapportprisen, der fandt sted den 1. september 2016 i Industriens Hus i København.

Det er femte år i træk, at DI og FSR – danske revisorer i fællesskab hylder de danske virksomheder, der på fornemste vis formår at kommunikere til brugerne af deres årsrapporter.  Der var på dette års konference fokus på de tendenser, der vil præge den fremtidige virksomhedsrapportering, herunder behovet for bedre strategisk og fremadskuende information i virksomhedernes rapportering.

Formålet med samarbejdet om uddeling af årsrapportpris og specialpriser er at fremme og udvikle "best practice" i dansk regnskabspraksis og stimulere den regnskabsfaglige debat i Danmark. Dommerkomiteen bemærkede, at mange selskaber har udført et stort og vellykket arbejde med at forbedre årsrapportens informationsniveau, med at gøre årsrapportens oplysninger virksomhedsspecifikke og strukturere indholdet, herunder noterne, mere logisk.

I år blev der som noget nyt i samarbejde med sponsorer afholdt to workshops ”Aktivering af taldelen” og ”Styrk dit brand med en veldesignet årsrapport”, som optakt til hovedarrangementet. Derudover var der oplæg fra CFO Marianne Wiinholt, Dong Energy og chefredaktør Joachim Kattrup, Erhvervsfilosofi.dk.

Foruden at fremhæve de stærke sider ved de nominerede årsrapporter havde dommerkomiteen flere forslag til, hvordan de pågældende årsrapporter kunne forbedres yderligere.

Specialpriserne gik i år til de bedste årsrapporter inden for følgende områder:

  • Specialpris 1, CEO/Chairmann letter
  • Specialpris 2, Virksomhedens forretningsmodel
  • Specialpris 3,  Regnskabsmæssige skøn og vurderinger

FSR - danske revisorers regnskabstekniske udvalg havde forud for behandlingen i dommerkomiteen gennemgået ca. 140 årsrapporter for børsnoterede selskaber og store ikke-noterede virksomheder, der benytter IFRS. På grundlag heraf var 49 årsrapporter, der udmærkede sig inden for de tre områder, sendt til vurdering i dommerkomiteen. Komiteen fandt frem til de tre bedste inden for hvert område, og på konferencen var der paneldebat med repræsentanter for de nominerede selskaber. Følgende vandt specialpriser:

 

  • CEO/Chairmann letter: Dong Energy
  • Virksomhedens forretningsmodel: FLSmidth
  • Regnskabsmæssige skøn og vurderinger: Bavarian Nordic

 Samlet vinder af hovedprisen blev:

  • DSV

Dommerkomiteen bestod af repræsentanter for regnskabsbrugere, regnskabsaflæggere, akademikere og revisorer. Dommerkomiteens medlemmer:

  • Tina Aggerholm, VP Group Accounting, Carlsberg Breweries, Medlem af bestyrelsen og formand for revisionskomiteen i Juristernes og Økonomernes Pensionskasse
  • Pernille Benborg, VP, Head of Group Compliance, ISS World Services A/S
  • Michael Ebbe, Group Finance Director, DSV A/S
  • Carsten Krogholt Hansen, Head of Department, CBS 
  • Michael West Hybholt
  • Kristian Koktvedgaard, Fagleder, Dansk Industri
  • Michael Sten Larsen, Partner, KPMG og medlem af FSR – danske revisorers Regnskabstekniske Udvalg
  • Torben Johansen, Partner, BDO og viceformand for FSR – danske revisorers Regnskabstekniske Udvalg
  • Jens Houe Thomsen, Senior analytiker, Jyske Bank
  • Stig Enevoldsen, statsautoriseret revisor

Der deltog ca. 160 personer i konferencen, hvilket er det største antal deltagere hidtil i de seneste fem år.

Plancher fra hovedarrangementet

Plancher fra workshoppen ”Aktivering af taldelen”

Plancher fra workshoppen ”Styrk dit brand med en veldesignet årsrapport”