Deltag i årsrapportprisen 2013 i Industriens Hus og bestem, hvem der vinder specialpriserne

Faglig nyhedFSR - danske revisorer og DI inviterer til uddeling af årsrapportprisen 3. september 2013 i Industriens Hus. Tilmeld dig i dag. Der er mere end 110 tilmeldte.

Regnskab

Den 3. september 2013 afholder FSR – danske revisorer og Dansk Industri den årlige uddeling af Årsrapportprisen. Som deltager er du med til at bestemme, hvem der vinder de tre specialpriser. Der er desuden aktuelle regnskabsfaglige indlæg fra bl.a. Jan Engström, IASB Board member, og en fremtrædende ekspert i regnskabsmæssig kommunikation.

Formålet med Årsrapportprisen er at fremme og udvikle "best practice" for regnskabsaflæggelse og stimulere den regnskabsfaglige debat i Danmark.

DI og FSR - danske revisorer har i samarbejde med dommerkomiteen bestræbt sig på, at specialpriserne rammer de emner, der er vigtige for brugerne og som er udfordrende for regnskabsaflæggerne. Temaerne for specialpriserne er fastlagt af den uafhængige dommerkomite og baseret på den afstemning, som blev foretaget blandt de over 100 deltagere i sidste års prisuddeling. Deltagerne i event'et stemmer via SMS på den af de indstillede årsrapporter, der skal vinde hver af de tre specialpriser.

Årets tre specialpriser er:

- Detaljen: Oplysninger om finansielle instrumenter

- Overblikket: Oplysninger om risici og regnskabsmæssige skøn

- Fremtiden: Likviditet, pengestrømme og overvejelser om going concern

Dommerkomiteen har nomineret tre årsrapporter til hver specialpris. Årsrapporterne er udvalgt blandt alle børsnoterede selskaber, der har pligt til at benytte IFRS i koncernregnskabet, samt de 100 største selskaber målt på omsætning i det omfang de benytter IFRS, selv om de ikke er børsnoterede. For hver specialpris vil vi på dagen gå i dybden med indlæg og debat fra både de virksomheder, der er nomineret, men også brugere og andre interessenter, således at vi får en indsigt i, hvordan de praktiske problemer er tacklet i forbindelse med udarbejdelse af årsrapporten.

Blandt de nominerede til specialpriserne vil dommerkomiteen finde en vinder af den samlede Årsrapportpris. Årsrapportprisen baseres på en samlet vurdering af hele årsrapporten og ikke kun de områder, der er omfattet af specialpriserne.

Årsrapportprisen overrækkes i år af direktør Betina Hagerup, Erhvervsstyrelsen, direktør Tine Roed, Dansk Industri og administrerende direktør Charlotte Jepsen, FSR – danske revisorer.

Event'et finder sted i det nye Industriens Hus, konferencesalen, på H. C. Andersens Boulevard, Rådhuspladsen i København.

Deltagelse er gratis (dog et mindre gebyr, hvis man udebliver uden at melde afbud senest kl. 9 på dagen) og berettiger til efteruddannelse for medlemmer af FSR - danske revisorer med 2 timer (vejledende) inden for Regnskab.

Tilmeld dig og/eller en kollega via regnskabspris@di.dk.

Download invitation til Årsrapportprisen den 3. september 2013 i Industriens Hus

Kontakt

  • Ole Steen Jørgensen

    Chefkonsulent - cand.merc.aud.

    3369 1026
    4193 3126