Revisornævnet fratager revisor beskikkelse i to år (indbragt for domstolene)

Faglig nyhedRevisornævnet har frataget en statsautoriseret revisor sin beskikkelse i 2 år i en sag, som blev indbragt af FSR - danske revisorer. Sagen er indbragt for domstolene.

Om revisor

Revisornævnet besluttede i en kendelse af 8. februar 2016, der er offentliggjort på nævnets hjemmeside, at frakende en statsautoriseret revisor beskikkelsen i 2 år på grund af manglende overholdelse af reglerne om uafhængighed.
Efter revisorlovens bestemmelser kan afgørelsen af den pågældende forlanges indbragt for domstolene. Det fremgår af Revisornævnets hjemmeside, at kendelsen er indbragt for domstolene.
 
Revisornævnets kendelse er baseret på en klage, som FSR (dengang Foreningen af Statsautoriserede Revisorer) indbragte i januar 2011.
FSR indbragte sagen for nævnet under henvisning til, at reglerne om revisors uafhængighed var overtrådt. Indklagede og dennes partnerkollegaer og medarbejdere havde bl.a. i en årrække været revisor og rådgiver for en række virksomheder i en koncern, samtidig med at en person med ledelsesbeføjelser og ejerinteresser i koncernen havde fælles ejerinteresser sammen med indklagede i et andet selskab.
Den indklagede revisor havde i en periode haft en indirekte ejerandel på 25 % i et selskab, hvor personen med ledelsesbeføjelser/ejerinteresser havde haft en ejerandel på 70 %.
FSR nedlagde under sagens behandling i nævnet påstand om, at indklagede frakendes beskikkelsen i 5 år.
FSR henviste til, at indklagede var blevet pådømt også i andre sager i Revisornævnet, og at indklagede havde gjort sig skyldig i grove og gentagne forsømmelser i udøvelsen af sit hverv som statsautoriseret revisor, og at der er en overvejende risiko for, at indklagede heller ikke i fremtiden vil udøve virksomheden som statsautoriseret revisor på forsvarlig måde.
 
Revisornævnet konstaterede på baggrund af det af FSR fremlagte materiale, at indklagede i den periode, som sagen omhandler (2006 og 2007) reelt har haft et økonomisk interessefællesskab med den pågældende person med ledelsesbeføjelser/ejerinteresser i koncernen, og at der dermed forelå omstændigheder, der er egnet til at vække tvivl hos en velinformeret tredjemand om revisors uafhængighed. Indklagede har således tilsidesat uafhængighedsbestemmelsen i revisorloven, og derved tilsidesat god revisorskik. Revisornævnet konstaterer endvidere – ligeledes på baggrund af det af FSR fremlagte materiale, at indklagede i forbindelse med en anden koncern, hvor indklagede havde afgivet revisionspåtegning frem til og med årsrapporten for 2005, havde haft betydelig økonomisk interesse og dermed overtrådt reglerne om uafhængighed og derved tilsidesat god revisorskik.
 
Formand for FSR – danske revisorer, statsautoriseret revisor Jens Otto Damgaard, udtaler:
”Revisornævnets beslutning er et vigtigt signal om, at uafhængigheden er et af revisors adelsmærker. Revisor skal være sig bevidst, at rollen som offentlighedens tillidsrepræsentant forpligter, og at det har alvorlige konsekvenser, hvis revisor udviser en adfærd i strid med de grundlæggende etiske principper for revisorhvervet, herunder ikke mindst revisors uafhængighed”. 

Når en revisor har gjort sig skyldig i grov eller oftere gentaget forsømmelse i udøvelsen af sin virksomhed, og de udviste forhold giver grund til at antage, at den pågældende ikke i fremtiden vil udøve virksomheden på forsvarlig måde, kan Revisornævnet frakende beskikkelsen.
Da der forelå tidligere afgørelser i nævnet i to andre sager, hvor indklagede var blevet idømt bøder for forsætligt at have været med til at sløre en klients økonomiske forhold over for en offentlig myndighed, for afgivelse af urigtig selskabsretlig erklæring og tilsidesættelse af tavshedspligten, fandt Revisornævnet, at betingelserne for en midlertidig frakendelse af beskikkelsen var opfyldt. Herefter frakendte nævnet indklagede sin beskikkelse for en periode på 2 år. Indklagede blev ikke idømt nogen tillægsbøde i betragtning af, at en samlet bøde ikke vil kunne overstige et maksimum i loven på 300 t.kr.
 
Link til afgørelsen, der nu er indbragt for domstolene, findes på Revisornævnets hjemmeside.  

Link til tidligere omtale af sagen for så vidt angår den indklagedes partnerkollega og medarbejdere, ”Sag om fire revisorers uafhængighed i Revisornævnet”. 

FSR – danske revisorers bestyrelse har i marts 2016 i forlængelse af sagen ved Revisornævnet ekskluderet det pågældende medlem.

Kontakt

  • Brian Adrian Wessel

    Direktør - Fagligt Center

    4193 3144
  • Ole Steen Jørgensen

    Chefkonsulent - cand.merc.aud.

    3369 1026
    4193 3126