Mangelfulde erklæringer samt assistance i hovedaktionærforhold – men uden tillægsbøde

Faglig nyhedI nedennævnte sag indbragt af SKAT sanktioneres revisor for en række forhold, der udspillede sig omkring en hovedaktionær og dennes to selskaber. Pga. at forsyndelserne ligger før, eller delvist før, to tidligere kendelser, udmåles der en tillægsstraf, der konkret bliver uden tillægsbøde.

Om revisorRevision

SKAT indbragte sag nr. 94-2016 den 7. april 2016. I Revisornævnets kendelse af 21. november 2016 udmåles der ingen tillægsbøde.

SKAT får medhold i tre af fire klagepunkter:

  • Revisors påtegning på det ene reviderede regnskab burde have indeholdt en supplerende oplysning om såvel overtrædelse af skatte- som selskabslovgivning vedrørende aflønning med gage, der ikke var blevet indberettet af selskabet, og som sidst på året havde udlignet et selskabsretligt ulovligt aktionærlån.

  • I sammenhæng hermed havde revisor afgivet en assistanceerklæring på hovedaktionærens og hustruens indkomst- og formueopgørelse på trods af, at gagen ikke var blevet medregnet.

  • Revisors konklusion i revisionspåtegningen om et andet selskabs regnskab skulle have været afkræftende pga. mangelfuldt bevis om kapitalinteresser og tilgodehavender i et selskab. Effekten vurderedes at kunne være gennemgribende; men såvel SKATs klage som Revisornævnets afgørelse tyder umiddelbart mere på, at revisor burde være kommet frem til en manglende konklusion for mulig gennemgribende fejlinformation, og ikke som angivet i såvel klage som kendelse en afkræftende konklusion for konstateret gennemgribende fejlinformation.  

Revisor blev derimod frikendt for SKATs påstand om, at der burde have været medtaget en supplerende oplysning om ledelsesansvar i påtegningen på det andet selskabs årsrapport 2012, fordi ledelsen angiveligt ikke havde reageret selskabsretligt rettidigt på et kapitaltab.

Sagen vedrørte for det ene selskabs forhold afgivelse af erklæringer om 2011: Revisionspåtegning på årsrapporten af 13. juni 2012, reviewerklæring af samme dato om specifikationshæfte og assistanceerklæring af 20. juni 2012 om opstilling af den personlige formueopgørelse og skattemæssige opgørelser. Hertil kommer revisionspåtegningen af 12. juni 2012 vedrørende revisionen af det andet selskabs årsrapport for 2011, samt revisionspåtegningen af 27. maj 2013 vedrørende 2012-årsrapporten.

Revisor var tidligere blevet sanktioneret med bøder på 150.000 kr. den 5. april 2013 (krydsende revision) og med en tillægsbøde på 100.000 den 27. august 2014 (bl.a. uafhængighed). Da forholdene i den pådømte sag delvist var begået forud for den første og helt forud for den anden kendelsesdato, udmåltes sanktionen som en tillægsstraf efter princippet i straffelovens § 89.

Konkret blev der dog ikke pålagt en tillægsbøde.

Sag nr. 94-2016