Advarsel for overtrædelse af § 17 i revisorloven – Erklæring om ikke-landbrugsvirksomhed

Faglig nyhedDen nedennævnte sag omhandlede afgivelse af en erklæring om regnskabet for en virksomhed, der ikke ved en samlet bedømmelse kunne anses for at være en landbrugsvirksomhed i sin helhed. Den ansatte registrerede revisor i den landboøkonomiske forening sanktioneredes med en advarsel, da forseelsen karakteriseredes som mindre alvorlig. Dette kan umiddelbart forekomme at være ”billigt sluppet” ved overtrædelse af en positiv kompetenceregel.

Om revisorRevision

Sag nr. 44/2016 blev indbragt af Revisortilsynet, nu Erhvervsstyrelsen, den 17. februar 2016 i forlængelse af en kvalitetskontrol i 2014. Kendelsen blev afsagt den 21. november 2016.

Det første klagepunkt vedrørte, om den pågældende revisor overhovedet havde været beføjet til at afgive den aktuelle reviewerklæring, idet virksomheden, som regnskabet vedrørte, ikke blot omfattede landbrugs-, men også ikke-landbrugsvirksomhed. Dette er ikke udelukket efter lovbemærkninger og -motiver; men det forudsætter, at der er en tæt regnskabsmæssig sammenhæng mellem de to aktiviteter, der gør en samlet behandling af regnskabsforholdene i en landboøkonomisk forening hensigtsmæssig.

Efter Revisornævnets begrundelse var der i hvert fald nogen regnskabsmæssig sammenhæng i form af en fælles kassekredit og sikkerhedsstillelse herfor.

Udgangspunktet var dog, at en undtagelsesbestemmelse som § 17 ud fra lovens motiver ikke skal fortolkes udvidende.

På baggrund heraf og ud fra en naturlig forståelse af ordet landbrugsvirksomhed samt den aktuelle anden virksomhed i sagen (arten er anonymiseret i kendelsen – der må gås ud fra, at der henvises til, at den ligger langt fra at være accessorisk til landbrugsaktiviteten), i sammenhæng med, at den væsentligste aktivitet og indtægt stammede fra denne anden aktivitet, fandt Revisornævnet, at den pågældende erklæringsopgave i sin helhed ikke kunne opfattes som en landbrugsvirksomhed i henhold til revisorlovens § 17.

Det andet klagepunkt vedrørte angivelige erklæringsfejl: Der burde have været taget forbehold for forkert præsentation og modregning i regnskabet. Dette punkt bortfaldt i sagens natur, da revisor ikke havde kunnet påtage sig opgaven og derfor havde afgivet en ugyldig erklæring.

Klagepunktet udsprang af, at den anden aktivitet havde været præsenteret netto som andre driftsindtægter i regnskabet med 567 t.kr., der bl.a. var sammensat af en nettoomsætning på 3.116 t.kr. og heri modregnede lønomkostninger. Nettoomsætningen i landbrugsvirksomheden var på 122 t.kr.

Nævnet citerede fra forarbejderne til revisorloven af 17. juni 2016 omkring de ændrede principper for sanktionering af mindre førstegangsforseelser. Hertil henvistes der til princippet i straffelovens § 3 om bedømmelsen af ældre sagsforhold efter datoen for ikrafttrædelsen af nye sanktionsbestemmelser.

Forseelsen blev karakteriseret som mindre alvorlig og blev derfor efter princippet i straffelovens § 3 sanktioneret med en advarsel, da der var tale om en førstegangsforseelse.

Se sagen her - sag nr. 44/2016

Umiddelbart er det uventet, at en overtrædelse af en positiv kompetenceregel og afgivelse af en ugyldig erklæring kan opfattes som en mindre alvorlig forseelse. Dette kan måske forklares med, at retsreglen ikke er skarpt afgrænset i lovens forarbejder, for så vidt angår muligheden for at udstrække landbrugsvirksomhed til også at omfatte accessorisk virksomhed.

Afslutningsvist en lille bøn til Revisornævnets sekretariat ved offentliggørelse af kendelser: Der er ikke grund til at anonymisere i lovforarbejder. I den aktuelle sag skal man holde tungen lige i munden for at følge med i, hvilken erhvervsvirksomhed der anonymiseres hvor – eller gøre sig den ulejlighed selv at finde lovforarbejderne frem, som jo er offentligt tilgængelige.